I Lemvig Kommune er der hav, fjord og skov. Mod vest ligger Vesterhavet, mod nord Thyborøn Havn og Limfjorden, mod øst Danmarks største plantede skov Klosterheden, og mod syd de flade sandede jorder med søer, enge og skov. Centerbyen Lemvig ligger ved Lem Vig og er omkranset af Limfjordslandets grønne bakker.
Det giver kommunen en fantastisk natur med mulighed for utallige fritidsaktiviteter eller blot total afslapning. Lemvig Kommune har et meget aktivt og varieret foreningsliv med mange muligheder for alle aldersklasser.
Lemvig Kommune har 22.300 indbyggere, heraf bor 7.000 i Lemvig by og 2.500 i Thyborøn. Gennemsnitligt bor der 55.000 indbyggere i landets kommuner.
Kommunen dækker 508,17 km2 og ligger dermed arealmæssigt over landsgennemsnittet på 440 km2. Populært sagt har vi her i kommunen 3 gange så god plads som gennemsnitsdanskeren.
Den private jernbane Lemvigbanen (VLTJ) dækker strækningen Vemb - Lemvig – Thyborøn, og der er også gode busforbindelser. Tog- og busstationen ligger ovenfor bakkerne i Lemvig. Musikgruppen Tørfisk har udødeliggjort togturen med VLTJ i en sang, der er kendt i det meste af landet.
I Rom syd for Lemvig ligger en flyveplads for privat- og taxafly. Herfra arrangeres også rundflyvninger.
Hovederhvervene er landbrug, fiskeri, service- og fremstillingsvirksomhed.
Kommunen har mange små og flere store moderne landbrug. Der er stor produktion af kød og mælk. Danmarks største biogasanlæg ligger i øvrigt i kommunen.
Fiskeriet er det dominerende erhverv i Thyborøn med en moderne havn, som er landets næststørste for industrifisk og den 3. største for konsumfisk. Erhvervet er kendetegnet ved nytænkning omkring produktudvikling, udvidelse af markeder, nye og mere effektive teknikker og supplerende uddannelser, som er altafgørende for et stærkt fiskerierhverv.
Den hyggelige havn i Lemvig ligger tæt på gågaden og er med til at gøre byen attraktiv for besøgende.
Der er mange mindre og mellemstore service- og industrivirksomheder og håndværksmestre. Blandt egnens virksomheder er den største og internationalt mest kendte Cheminova A/S, der har stor eksport af plantebeskyttelsesmidler.
I Lemvig ligger Kystdirektoratet, der har ansvaret for kystbeskyttelse af alle Danmarks kyster.
Lemvig Kommune har gymnasium, handelsskole/handelsgymnasium, seminarium og HF i Nørre Nissum, og Thyborøn er blevet dansk fiskeris uddannelsesby.
Der er endvidere seniorhøjskole og 3 efterskoler i Nørre Nissum, 1 efterskole i Lomborg, 1 idrætsefterskole i Bøvlingbjerg og 1 fiskeriefterskole i Thyborøn.
Der er friskole i Bonnet, Bøvlingbjerg, Fabjerg og Fjaltring.
Lemvig Kommune har 4 hoteller, 2 feriecentre, 4 campingpladser og 1 vandrehjem. Der er marina i Lemvig og i Thyborøn og jollehavne ved Remmerstrand, Damhus Å, sommerhusområdet ved Harpøt Bæk og ved Jægerhytten ved Nissum Fjord.
I kommunen findes mange seværdigheder og museer fx Kystcentret i Thyborøn, Jyllandsakvariet, Lemvig Museum, Museet for Religiøs Kunst, idræts- og kulturcentre med svømmehaller, bowlingcenter og 18-hullers golfbane.
Der findes mange gode spisesteder rundt omkring i hele kommunen.
Der er klubber for badminton, tennis, fodbold, håndbold, golf, roning, sejlads, svømning, flyvning, ridning, dykning og sportsfiskeri.