
Børn på fire skoler i Lemvig Kommune kan se frem til spændende kulturelle oplevelser i december. Her får de besøg af gruppen ShowUP on Tour, der sammen med elever arbejder med og laver indslag i fire forskellige genrer; dans, drama, musik og fortællekunst.
Det er Lemvig Kommune, der sammen med Ringkøbing-Skjern, Struer, Holstebro deltager i kultursamarbejdet ”ShowUP”, der har som mål at præsentere børn og unge for kunst og kultur.
ShowUP on Tour finder sted frem til den 10. december, hvor hele 10 skoler i Vestjylland får besøg. De fire skoler i Lemvig Kommune, ShowUP on Tour besøger for en kreativ skoledag, er Harboøre Skole og Tangsø Skole den 6. december, Nørre Nissum Skole den 7. og Christinelystskolen den 8..
Fire spor
Fortællesporet: Her præsenteres eleverne for øvelser, som er gode redskaber til at blive bedre til at improvisere med ord og føle sig tryk ved at tage ordet, også når det, man siger, ikke er planlagt i detaljen.
Dramasporet: Her er både ord og krop i fokus, hvor eleverne møder dramateknikker, som er gode redskaber til at præsentere foran andre.
Dansesporet: Her handler det om at tage plads med sin krop gennem dans, rytme og fællesskab. I dansesporet arbejdes med trådløse høretelefoner. Eleverne oplever forskellige musikalske tilgange til at bevæge sig og afprøver, hvordan det føles, når man ikke danser til den samme musik, som sin makker.
Musiksporet: Eleverne bliver medkomponister på et stykke live komponeret musik. Eleverne optager lyde, de synes er spændende, skæve, dejlige eller mærkelige. Med computere overføres de fælles lyde ind i et fælles værk.
Kunstnere
Det er fire anerkendte kunstnere, der sammen med unge kunst- og kulturstuderende fra ShowUP har lavet programmet, så elever sammen med kunstnerne sætter kultur på skoleskemaet én hel dag.
Tina Tarpgaard er ansvarlig for de planlagte kulturdage, så både elever og lærere får erfaringer, de kan bruge i undervisningen fremover. Tina Tarpgaard er to gange blevet tildelt Reumertprisen og har mange års erfaring med kunstneriske opsætninger.
Hun håber, hun kan være med til at gøre flere børn og unge interesserede i mere kreative og kunstneriske kulturtilbud.
– Jeg er født i Vestjylland, så jeg ved, at man ikke får kunst og kultur ind med modermælken. Men min erfaring siger mig også, at interessen er der. De unge i ShowUP er gode eksempler på, at det er vigtigt at skabe gode miljøer, hvor børn og unge mødes og dyrker en fælles interesse for kunst og kultur, siger Tina Tarpgaard.
Efter kreative indslag og workshops slutter dagen med en forestilling på et spejlblankt gulv med fire performere fra DTA, som optræder med både bevægelse, ord og pompon'er.