
Certificeringen fejres fredag d. 9. september 2022 kl. 13.00 ved et storstilet Verdensmåls-marked i skolegården på Christinelystskolen. Markedet er kulminationen på en temauge, hvor børn fra 0 år til 9. klasse har arbejdet med forskellige elementer indenfor klima, bæredygtighed og verdensmål.
Eleverne vil præsentere og sælge deres forskellige bæredygtige produkter. Der vil være taler, musikalske indslag og konkurrencer. Borgmester Erik Flyvholm og direktøren for Klimatoriet, Lars Holmegaard deltager i festligheder, ligesom alle andre interesserede hermed er inviteret og meget velkomne.
På Christinelyst og Klinkby Skole & Dagtilbud har man gennem de sidste 3 år villet give verdensmålene en central plads i både undervisningen og i måden, man driver skole på. Der har været arbejdet intenst med verdensmålene i det daglige og i tilbagevendende temauger. Eleverne har deltaget i klimatopmøder. Der er blevet etableret affaldssortering, byttecentral for tøj og andre små tiltag i hverdagen, der gør en forskel. Derudover har Verdensmålsudvalget og elevrådet løbende arbejdet med at sætte klima, miljø og bæredygtighed på skolens dagsorden.
Nu har skolen modtaget anerkendelse af indsatsen og er blevet verdensmålscertificeret 2030 SKOLE. Det er skoleleder Mie Nordlyng stolt af:
Vi har gennem de sidste 3 år set, hvordan både elever og personale gennem en ihærdig, engageret og vedholdende indsats har arbejdet på at gøre verdensmålstænkningen til en integreret del af hverdagen på Christinelyst og Klinkby Skole og Dagtilbud. Vi har ønsket at gøre Verdensmålene til en naturlig del af skolens undervisning, drift og ånd.
Ambitionen om at blive certificeret Verdensmålsskole udsprang af at et ønske om at danne og uddanne vores elever til en virkelighed, hvor klima, miljø og bæredygtighed til stadighed fylder mere og mere på både den lokale, nationale og globale dagsorden
Vi har ønsket at arbejde med verdensmålene på en måde, der på en gang giver viden og kompetencer til fremtidens borgere og samtidig giver dem mod, handlekraft og tro på, at det nytter noget – at det enkelte individ måske ikke alene kan stoppe udviklingen, men at den enkeltes bidrag til en fælles indsats kan være med til at gøre en signifikant forskel og skabe en mere bæredygtig udvikling og fremtid.
Selvom Christinelyst og Klinkby Skole og Dagtilbud nu har opnået certificering, stopper arbejdet ikke her. På institutionen har man fortsat ambitioner om at udvikle nye tiltag og fortsat have et stærkt fokus på bæredygtighed. Blandt andet har man planer om at flere elever og forældre lader bilen stå og i stedet cykler eller går i skole, at der etableres diverse pantsystemer på skolen samt at der løbende skiftes til vand og el-sparende installationer m.m.
2030 SKOLER er et certificeringsprogram og et netværk af danske uddannelsesinstitutioner, som har forpligtet sig til at arbejde strategisk og ambitiøst med at lade verdensmålene blive del af skolens undervisning, drift og virke. Det er den almennyttige organisation Chora 2030, som står bag programmet, som har til formål at sikre, at danske børn og unge klædes bedst muligt på til en bæredygtig fremtid.