
To dages fravær om måneden fra første til niende klasse svarer til et års fravær i et barns skoletid. Det er der ikke så mange elever, der har, men der er tendenser til stigende elevfravær. For at undgå lignende tendenser i Lemvig, har kommunen ansat en fraværskonsulent, der følger udviklingen. Fravær skal mødes med nysgerrighed og konsulenten skal finde ud af – hvorfor? Det er hensigten.
Sammenlignet med andre kommuner og landsgennemsnittet har elever i Lemvig Kommunes syv skoler et lavt fravær. Faktisk cirka 20 procent mindre end landsgennemsnittet, hvor den officielle fraværsprocent er fem procent. På Lemvig kommunes skoler er den 4,1 procent og blandt de laveste i landet.
– Der er i Lemvig Kommune besluttet at sætte ind forebyggende. Vore skoler har et godt omdømme blandt elever, forældre og lærere. En hurtig og forebyggende indsats ved konstateret fravær kan være med til at løse eller mindske problemer og give en større forståelse for, hvad der er på spil, siger Steen Madsen, formand for Familie- og Kulturudvalget.
En klar tendens er, at børn med højt fravær i de tidlige klasser også har højere fravær i de ældste klasser, og at det er dé unge, der har svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse.
– Det er bekymrende og en uheldig udvikling. Konsekvensen for det enkelte barn kan være alvorlig både fagligt og socialt. Min opgave er at finde årsagerne til fraværet og at mindske fraværet, siger Jette Kloster, der er ansat på Pædagogiks Psykologisk Rådgivning som fraværskonsulent for skolerne i Lemvig Kommune.
– Børn bliver ikke altid inddraget. Det ser jeg som min vigtigste rolle. Hvis vi skal forandre og sikre, at opgaveløsningen er målrettet barnet, skal udgangspunktet være barnets oplevelse af, hvad der fungerer, og hvad der opleves svært. Det giver en helt anden forståelse for børnenes helhedssituation, når vi lytter til, hvad de siger, siger Jette Kloster.
Kortlægning
Hun understreger, at ingen af de fraværende børn er dovne, ligeglade eller ugidelige. Der er noget i deres dagligdag, der er blevet for svært. Fravær er et symptom.
– Det er vigtigt at kortlægge, hvad årsagen er til et barns fravær. Barnet, forældre, skole og øvrige fagpersoner, skal i fællesskab finde ud af, hvad der udfordrer fraværende børn, finde løsninger og give dem støtte, fortæller Jette Kloster.
Oven i er det ikke altid klart for skolens lærere og ledelse, hvorfor fravær opstår, og det kan være uklart for dem, hvordan de skal forholde sig. Forældre er heller ikke altid klar over, hvor stort et fravær deres børn har.
Årsagerne er flere. Især fællesskabet i klassen har stor betydning. Hvis det smuldrer, bliver eleverne løsere tilknyttet skolen. Allerede i de mindste klasser viser nogle børn tegn på mistrivsel. Det er vigtigt at gribe ind tidligt.
Mistrivsel kommer til udtryk ved fysiske symptomer som hovedpine eller ondt i maven. En tendens er at mønstre, som skabes i børnehaver, hvor børnene bliver hjemme ved lette sygdomssymptomer, forældres fridage, ferie og lægebesøg, fortsætter i indskolingen og op gennem skoletiden.
Opgave – løsninger
Fokus er på forhold i skolen, som får børn til – med glæde og forventning – at møde op i klasseværelset.
Særligt venner, gode relationer til lærerne og motiveret undervisning har en positiv indvirkning for børns glæde ved at gå i skole.
– En kontinuerlig og målrettet indsats viser stort effekt og sandsynliggør hurtigt bedre trivsel og et stabilt fremmøde. Det er vigtigt, at elever med højt fravær behandles individuelt, forklarer Jette Kloster og fortsætter:
– Ellers risikerer dé børn at få svært ved klare nutidens dagligdag og få svært ved at gennemføre en uddannelse.
Indsatsen sker i dialog med forældrene og samarbejde med skolelederne. Der er udarbejdet en folder med forhold, som lærere og forældre skal være opmærksomme på, og hvordan skolerne skal registrere fravær. Folderne bliver sendt ud til elever og forældre via AULA.
FAKTA:
* Fraværskonsulenten sætter spot på skolernes såkaldte ”alarmlister”. Hver måned kommer fraværskonsulenten ud på skolerne og gennemgår de elever, der har over 10 % fravær. Forældre bliver kontaktet, hvis eleven når de 10 % fravær.
* Elever med et bekymrende fravær over 15 % bliver kontaktet af skolens ledelse og i samarbejde med elev, forældre og skole udarbejdes en handleplan for at nedbringe fraværet.
* Det er vigtigt at eleven oplever, at alle de voksne omkring barnet, tager deres oplevelser alvorlige, og at ansvaret bliver placeret i omgivelserne. I fællesskab på tværs af indsatser udarbejdes en koordineret plan, som tager sit udgangspunkt i barnets perspektiv.