
Vækst i antallet af gæster og spændende investeringer på vej er nogle af de forhold, der gør en centralt beliggende havnegrund i Thyborøn med 50 meter til fjord og Vesterhavet særlig interessant.
Mulighed for at bygge et knap 8000 m2 stort hotel eller ferielejligheder med butikker eller lignende i stueetagen helt central i Thyborøn er nu en realitet.
Den 5.000 m2 store grund bliver i løbet af kort tid sendt i udbud. Forventningerne er høje.
– Vi har allerede forskellige forespørgsler på grunden. Nu bliver processen formaliseret, så alle får lov at byde ind med lige præcis deres planer og tanker om den unikke grund, siger Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune.
Hele Vestkysten er i vækst målt på antal overnatninger. I Lemvig Kommune var væksten 14 procent i 2021. Thyborøn by er udpeget som stærkt feriested og ligger centralt på Vestkysten, der arbejder målrettet på at blive Nordeuropas fortrukne turistdestination.
I Thyborøn by finder man blot 50 meter fra grunden Thyborøn badestrand, lystbådehavnen og shoppingmuligheder. Oplevelsessteder som Iskunsten, Jyllandsakvariet, Sea War Museum og Kystcentret er inden for gåafstand.
Flere investeringer på vej
Borgmesteren peger på andre nye investeringer, som løfter udviklingen i byen.
– Kystcentret er solgt til Sea War Museum og Gert Normann. Han vil videreudvikle sine spændende projekter. Samtidig er nu skaffet penge til at renovere De Røde Huse, der vil skabe endnu mere liv og aktivitet i byen, siger borgmesteren.
Også flere store klimaprojekter ligger på planlægningsbordet. Ligesom Sneglehuset og Wærket eksempelvis er i en stærk udvikling.
Nu kan interesserede snart byde på byggegrunden, hvor der om få år kan ligge et hotel med udsigt over Vesterhavet og porten ind til Limfjorden.