
Foto: Mads Krabbe
Lemvig Kommune takker for godt og tillidsfuldt samarbejde i 2022.
I 2022 er der mange positive ting at huske og glædes over i Lemvig Kommune. Erhvervslivet og den kommunale sektor har håndteret vante sager og udfordringer bedre end de fleste.
Den ny kommunalbestyrelse er kommet godt i gang. En ny gennemarbejdet vision og strategier for kommunen 2023-2026 er vedtaget og sat i gang.
Visionen er: – Vi udvikler fremtidens bæredygtige kommune gennem handlekraft og forpligtende fællesskaber.
Krigen i Ukraine satte sit præg på Lemvig Kommune. Mange ukrainere flygtede fra krigen og kom hertil. Da de var flest – over 300. De fleste kvinder og børn. De fik husly, børn kom i daginstitution og skole og voksne i arbejde. Opgaver, der blev løst med enestående medfølelse og indsatser af frivillige, lærere og borgere, der stillede boliger til rådighed.
Forskønnelse af Lemvig By til 45 millioner kroner er afsluttet og taget godt imod af lokale, gæster og turister. Områdefornyelsen fortsætter planmæssigt.
Sundhedshuset er færdigbygget, indviet og taget i brug af et dygtigt sundhedsfagligt personale med mange ekspertiser til gavn for borgere på hele egnen.
Arbejdet med at skabe et guldaldermuseum i Toldboden i Lemvig med udgangspunkt i flere end 700 guldaldermaleri skænket til Vestjysk Kunstfond fortsætter. Flere pengestærke fonde viser interesse for at støtte projektet.
Klimatorium, Danmarks internationale Klimacenter, på havnen i Lemvig har stor succes med klimatopmøder med eksperter og børneklimamøde med flere tusinde deltagere fra skoler i hele landet. Klimatorium har som mål at blive et erhvervsfyrtårn og skabe løsninger, der giver jobs, vækst, eksport og nye muligheder.
Lemvig Kommunes ambitiøse klimahandlingsplan sætter retning for grøn omstilling i kommunen og er sat i gang. Klimapartnerskaber er indgået med landbruget og to store lokale virksomheder.
Planer om PtX-løsninger, nye vindmøller, solcelleanlæg, grønne batteritog, el busser og biler flere ladestandere er i gang.
Sammen skal vi finde nye klimaløsninger. Klimatilpasning ved Thyborøn Kanal, der skal forhindre oversvømmelser i den vestlige Limfjord og oprensning ved høfde 42, går ind i næste fase.
Erhvervshavnen i Thyborøn er udvidet med bassindybde på ni meter, og sejlrenden er uddybet til 10 meter og klar til kommende offshore virksomhed.
Der er plads til stolthed over at være en af landets mest erhvervsvenlige kommuner i en årrække. Arbejdsløsheden er lav, og virksomheders idérigdom holder gang i hjulene og skaber nye arbejdspladser.
Oven i er Lemvig netop udpeget til at være den bedst drevne kommune i landet gennem de seneste tre år.
Frivillige yder en kæmpe indsats. Vores fritidsliv og kunst sprudler.
Corona kastede igen i 2022 skygger over os og testede tålmodighed og udholdenhed. Men vi rykkede sammen. Vi i kommunen kom i fællesskab gennem krisen med en intakt dagligdag.
De kommunale medarbejdere ydede under coronaen – og yder i det daglige – en kæmpe indsats med gode løsninger for borgere i kommunen. Stor tak.
I Lemvig Kommune finder vi muligheder i modgang. Vi griber chancer. Det fortsætter vi med. Så klarer vi os og bliver stærkere end nogensinde.
Med ønske om et godt 2023 og de muligheder, året bringer med sig.
Glædelig jul og godt nytår