
Høringsmaterialet vedrørende forslag til ændring af skolers overbygninger blev behandlet tirsdag 27. september i Familie- og Kulturudvalget. Høringsmaterialet er udarbejdet af forvaltningen og ligger til grund for den offentlige høringsproces, der skal være, hvis budget 2023 bliver vedtaget, som det foreligger nu.
Proces
Den offentlige høringsperiode er planlagt til at foregå mellem 24. oktober og 18. december 2022. Efter høringen behandles forslaget om ændring af overbygningsstrukturen først af Familie- og Kulturudvalget (10. januar) og Økonomi- og Erhvervsudvalget (16. januar) inden den endelige beslutning skal træffes i Kommunalbestyrelsen den 25. januar 2023.
Materialet, der ligger til grund for høringen, sendes ud onsdag. Skoleledere, lærere, forældre, elever, faglige organisationer, borger- og sogneforeninger får mulighed for at læse og gennemgå det omfattende materiale.
Borgermøder
Kommunalbestyrelsen inviterer senere til borgermøder, hvor politikere og embedsmænd er til stede for at svare på spørgsmål. På borgermøderne er der mulighed for at høre mere om den foreslåede ændring, stille spørgsmål og kommentere.
Borgermøder afholdes fire steder på følgende datoer:
- Nørre Nissum den 31. oktober kl. 19.00-21.00 på Nørre Nissum Skole- og Børneunivers
- Thyborøn den 8. november kl. 19.00-21.00 på Wærket.
- Tangsø den 15. november kl. 19.00-21.00 i Tangsø Centret
- Harboøre den 23. november kl. 19.00-21.00 i Harboøre Centeret
Familie- og Kulturudvalget havde enkelte rettelser inden høringsmaterialet offentliggøres sammen med referatet af mødet i Familie- og Kulturudvalget.