
I sidste uge sendte en undersøgelse af erhvervsvenlighed Lemvig Kommune ind som landet 10. bedste. Det var en undersøgelse blandt de små og mellemstore virksomheder. Og nu er Dansk Industri kommet med deres erhvervsundersøgelse, der også placerer Lemvig Kommune i den øverste tredjedel. Dog med et mindre fald i forhold til tidligere år, da man har ændret undersøgelsens målepunkter.
”Generelt læser vi disse undersøgelser grundigt. Vi glæder os over de positive tilbagemeldinger fra erhvervslivet. Og så dykker vi ned i hvor vi kan gøre rammebetingelserne endnu bedre,” siger borgmester Erik Flyvholm fra Lemvig Kommune.
Godt 75 procent af virksomhederne vil anbefale andre at etablere sig i Lemvig Kommune, hvor landsgennemsnittet er godt 60 procent.
Top- og fokuspunkter
Især kommunens sagsbehandling er helt i top. Nummer 6 i hele landet. Også samarbejdet med Jobcentret i Lemvig Kommune ligger i top ti i landet.
Information og dialogen med erhvervslivet er godt, mens nogle faktorer som bredbåndsdækning trækker ned.
”Det er et område, som vi arbejder hårdt for at få ændret til det bedre. Det går godt med det, men vi skal have gjort endnu mere ved bredbåndsdækningen,” siger borgmesteren.
Endelig vil man også se på nogle faktorer omkring affaldssortering og energimærkning af kommunens bygninger.
Du kan læse hele undersøgelsen her
Læs også den anden undersøgelse: ”Lemvig er Danmarks 10. bedste erhvervskommune”