
Nu kan du blive vaccineret imod Corona ved egen læge eller i en lægeklinik i Lemvig Kommune. Samtidig udvides vaccinationskapaciteten, når Region Midt den 17. december åbner for vaccination i Lemvig Idræts- og Kulturcenteret.
Budskabet fra Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Region Midtjylland og Lemvig Kommune er utvetydigt og klart: Hvert stik gælder.
Et stik reducerer risikoen for spredning og alvorlig sygdom. Derfor: Bliv vaccineret og revaccineret.
Grunden til, at vi ikke igen står overfor en stor og massiv nedlukning, skyldes ganske enkelt, at mange nu er blevet vaccineret.
– Vi skal være glade for den høje vaccinationstilslutning. Det betyder, at vi ikke skal ind i én så stor nedlukning, som sidst, forklarer Lars Keld Hansen, kommunaldirektør i Lemvig Kommune.
Lemvig Kommune følger de nationale anbefalinger, hvor skolebørn blandt andet skal undervises hjemme nogle dage. Medarbejdere ved Lemvig Kommune, der kan varetage deres arbejde hjemmefra, vil gøre det frem til nytår. Sociale arrangementer aflyses.
Sundhedsmyndighedernes vigtigste budskab er stadig: Bliv vaccineret!
Enkelt budskab
Vaccination mod covid-19 er igen oppe i højt gear. Mange har allerede taget imod tilbud om det tredje stik. Mange er ved at få sit andet eller første stik.
I Lemvig Kommune er rekordmange fuldt vaccineret. Hele otte ud af 10 har fået to stik og mange ældre og udsatte borgere har taget det tredje stik.
Dermed er Lemvig blandt de kommuner i landet, hvor absolut flest er vaccineret.
– Det flotte og høje tal skal vi holde fast ved. Derfor – bliv vaccineret eller genvaccineret. Og lad dit barn blive vaccineret, lyder opfordringen fra Lars Keld Hansen.
Nye anbefalinger
Sundhedsmyndigheder anbefaler alle at blive vaccineret. Også i forlængelse af den seneste variant, Omicron, der er yderst smitsom. Blandt andet kan du få tredje stik fem en halv måned efter andet stik. Tidligere var det efter seks en halv måned.
Læs mere om revaccination mod covid-19 her
Myndighederne har åbnet op for, at du kan blive vaccineret hos læger, eventuelt din egen. I Lemvig kommune er foreløbig to lægeklinikker med i ordningen. Det er Nordic Medicare på havnen i Lemvig og i Bøvlingbjerg. Her kan du se, hvor du kan blive vaccineret:
- Offentlige vaccinationscentre (med tidsbestilling via vacciner.dk)
- Nogle praktiserende læger (med tidsbestilling – bestil tid hos lægen)
- Private vaccinationscentre (uden tidsbestilling – mød bare op!)
På kortet her kan du se, hvor du kan blive vaccineret nær dig
På regionernes hjemmeside kan du se, hvilke praktiserende læger, der tilbyder COVID-19 vaccination.
Husk, at du som voksen skal have modtaget en invitation til vaccination, før du kan blive vaccineret eller revaccineret. Invitationen modtager du i din e-Boks eller per brev.
HUSK: Hvert stik tæller!