
1. august 2023 fusionerer Lemvig Ungdomsgård med Lemvig Ungdomsskole. De to institutioner bor i forvejen under samme tag på Østergade 50 i Lemvig. Til sammen skaber de et samlet ungemiljø med et stort udbud af både klub-, fritids-, undervisnings- og forebyggende tilbud tilgængeligt for alle unge i Lemvig Kommune.
Fokus for den nye samlede ungdomsgård og ungdomsskole vil være på overbygningseleverne. Men der er fortsat tilbud for mellemtrinselever og unge, der er gået ud af folkeskolen. Fremover er der to klubtilbud:
• Juniorklub for børn i 4.-6. klasse hver eftermiddag, når skoledagen slutter, samt to aftener om ugen. Dette klubtilbud er for betalende medlemmer.
• Ungdomsklub for unge fra 7.-10. klasse og dem, der er ældre, hver eftermiddag plus fire aftener om ugen. Ungdomsklubben er et gratis tilbud for alle unge og kræver ikke medlemskab.
Fritidsundervisningen fortsætter med samme tilbud som hidtil, herunder blandt andet knallertkørekort og sommerskole.
Du kan se mere på Lemvig Ungdomsskoles og Lemvig Ungdomsgårds nuværende hjemmesider.
Der vil fortsat være ungdomsklub i Harboøre og Thyborøn og foreningsdrevne klubber i henholdsvis Tangsø og Klinkby.
Baggrund
Partierne Venstre, Socialdemokratiet, SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik den 5. september 2022 forlig om budget 2023.
I forliget foreslås, at Lemvig Ungdomsgård fusionerer med Lemvig Ungdomsskole, så de sammen skaber et samlet ungemiljø med et stort udbud af både klub-, fritids- og undervisningstilbud.
På bestyrelsesmøde for Lemvig Ungdomsgård den 26. oktober 2022 besluttede bestyrelsen enstemmigt, at Lemvig Ungdomsgård nedlægges den 31. juli 2023, og der skulle arbejdes videre med en fusion med Ungdomsskolen.
Kommunalbestyrelsen godkendte den 25. januar 2023, at Lemvig Kommune overtager alle aktiviteter og medarbejdere fra Lemvig Ungdomsgård, så den fra 1. august 2023 er lagt sammen med den kommunale ungdomsskole.