
Et tæt samarbejde mellem Jobcenter Lemvig og kommunens Ældreafdeling skaffer mange nye social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Normeringen for 2023 er allerede nået i januar. Kommunen vil have endnu flere i faget.
Lemvig Kommune er normeret til at ansætte 14 elever som social- og sundhedshjælpere og 26 elever som social- og sundhedsassistenter i 2023 efter krav fra Kommunernes Landsforening. Normeringen på de 14 hjælper-elever er nået allerede i midten af januar, mens der stadig skal ansættes 15 assistent-elever i løbet af 2023 for at nå normeringen for disse.
Blanding
– Det er en succes. Rekrutteringen går over al forventning. Gennem tæt kontakt, råd og vejledning har kommunen været i stand til at tilknytte og skrive uddannelsesaftaler med så mange allerede på nuværende tidspunkt, siger Julie Skjelborg Frederiksen, koordinator i Ældreafdelingen.
Det er et tæt samarbejde mellem Jobcentret og kommunens Ældreafdeling, der tilskrives de mange ansættelser.
Eleverne er en blanding af unge og ældre med forskellig baggrund, erfaringer og kvalifikationer. Men alle med interesse for at arbejde med social sundhed.
– Vi rådgiver og vejleder ansøgere og mulige kandidater. Finder ud af, om de har nødvendige kvalifikationer for at tage uddannelsen og bistår med hjælp til særlige behov som sproglig opgradering eller vejledning om økonomi under uddannelsen, fortæller Helle Vrist, uddannelses- og virksomhedskonsulent ved Jobcenter Lemvig
Endnu flere
De mange nye ansatte er i alderen fra 17 til 60 år. Kommunen fortsætter indsatsen med at skaffe flere til social- og sundhedsuddannelserne. I Lemvig ansættes elever med løn under hele uddannelsen fra grundforløbets begyndelse til hovedforløbets afslutning. En fordelagtig ordning i sammenligning med SU-systemet.
Er man over 25 år, får man op til knap 22.00 kroner om måneden. Unge elever får knap 13.000 kroner, hvad der er en del mere end SU. Kommunen har også uddannelsesaftaler med tre elever, der går på EUX Velfærd, hvor de bliver uddannet som social- og sundhedsassistenter og får en studentereksamen.
Marlene, 52 år, og tidligere dagplejer
Marlene Vium Nielsen er netop begyndt som social- og sundhedshjælperelev, efter at hun har været dagplejer i 21 år i Nørre Nissum. Hun stoppede i 2021 og søgte ind på Bøvling Ældrecenter, hvor hun har været ansat i halvandet år.
– Jeg har altid vidst, at jeg vil have med mennesker at gøre. Arbejdet gav mig stor lyst til at vide mere om det rent faglige i arbejdet som social- og sundhedshjælper. Jeg kontaktede kommunen for at høre om mulighed for at uddanne mig, fortæller Marlene og fortsætter:
– Jobcentret og Ældreafdelingen var meget positive og hjælpsomme. De fortalte om uddannelsen og hvilke muligheder, jeg har. Dette gav mig tro på, at det er noget for mig, og at jeg kan klare det.
Egentlig er hun uddannet butiksassistent. Men ønsket om nær kontakt med mennesker fik hende til at blive dagplejer, da hun selv fik børn.
Hun starter på et 20 ugers grundforløb, som følges op af 14 måneders hovedforløb med indbygget tre oplæringsperioder.
Klædt på fagligt
– Jeg er nu på skole på fjerde uge. Det er spændende. Der er meget nyt og en del at læse. Jeg forventer at blive bedre klædt på fagligt. Den personlige omgang med borgere kan jeg langt hen ad vejen fra min omgang med børn og deres forældre, siger hun.
Hun håber, hun med uddannelsen bliver bedre til at aflæse borgere. Hvordan de ændrer sig, og til at aflæse deres – måske usagte – behov. Og blive bedre til at kommunikere med borgeres pårørende og med kolleger, rent fagligt, i alle situationer.
– Og at få viden om, hvordan jeg passer på mig selv - og mine kolleger. Selv om der findes mange og gode hjælpemidler, er det vigtigt, at vi stadig værner om vort eget helbred. At få redskaber til at arbejde sammen i konkrete situationer omkring borgere, fortæller Marlene.
- Det er vigtigt, at du er interesseret i arbejdet, i de problematikker, arbejdet indebærer og hele tiden vil vide mere om de sundhedsfaglige faktorer, der påvirker borgere, og hvad du kan gøre for at hjælpe.
Uddannelse åbner op for mange andre uddannelser
Mens social- og sundhedshjælper uddannelsen baner vej for at læse videre på assistentuddannelsen, åbner assistentuddannelsen for en lang række videregående uddannelser. Det er alt fra sygeplejerske til farmakonom, politibetjent, socialrådgiver og pædagog og mange andre.
Helle Vrist og Julie Skjelborg Frederiksen oplever, at flere kandidater bruger uddannelsen som et springbræt til et karriereskifte.
– Det er vigtigt at fange kandidater på stedet, så de får alle faktuelle oplysninger og får kendskab til efter- eller videreuddannelse. Nogle gange skal ansøgere med anden faglig baggrund også støttes til at ”tage springet”, fortæller de to.
Det gælder blandt andre vikarer, som arbejder som social- og sundhedshjælpere, lidt ældre ansøgere men også kandidater, der arbejder inden for et helt andet område og føler sig kaldet til feltet.
Faktaboks:
Lemvig Kommune har:
78 elever med uddannelsesaftaler
59 af disse er elever inden for social og sundhedsområdet
Grundforløbet varer 20 uger
Social og sundhedshjælperuddannelsens hovedforløb varer 14 måneder
Social og sundhedsassistentuddannelsens hovedforløb varer to år og 10 måneder, og med mulighed for merit, fx hvis du har hjælperuddannelsen.
EUX Velfærds hovedforløb varer 3 år og 7 måneder.