
Den Gamle Toldbod i Lemvig kan i fremtiden rumme en enestående kunstsamling med over 750 guldaldermalerier. Foreløbig skal et forprojekt kortlægge muligheder på stedet. Den filantropiske forening Realdania støtter arbejdet.
Kunstsamler Frank Nicolaisen har skænket 750 guldaldermalerier til Vestjysk Kunst Fond, der ønsker samlingen udstillet i Lemvig. Toldboden, som blev opført for 100 år siden på Lemvig Havn, er udset som fremtidens udstillingssted. Der har allerede været udstillinger i Toldboden. Det sker også i sommer.
Hos Vestjysk Kunst Fond, der står bag museumsprojektet, og i Lemvig Kommune er glæden stor:
- Projektet i Den Gamle Toldbod er kommet et stort skridt videre, siger Lars Borst Hansen, direktør for Familie og Kultur i Lemvig Kommune.
- Vi har en unik og meget stor kunstsamling. Vi har en historisk og smuk bygning. Med støtten fra Realdania har vi mulighed for at udarbejde et projekt, der viser, hvordan Toldboden kan omdannes og indrettes til et museum.
Aktuel udstilling
Også denne sommer er der en udstilling i eksisterende rammer i Toldboden. Frem til 22. oktober udstilles lidt over 100 af de guldaldermalerier, som Frank Nicolajsen har skænket til Vestjysk Kunst Fond.
Der er værker af både kendte og mindre kendte guldaldermalere. Store mestre som Eckersberg, Skovgaard og Lundbye er med. Men også interessante kunstnere såsom Libert, Simonsen, Petzholdt, Raadsig og Jerichau er repræsenteret.
Sommerens udstilling er støttet af Beckett Fonden, Jysk Energi og 15. juni Fonden.
Forberedelser
Inden arbejdet med et nyt kunstmuseum gik i gang høstede Vestjysk Kunst Fond erfaringer med en sommerudstilling i 2021 med marinemalerier fra Frank Nicolaisens private samling. Udstillingen blev støttet af Færchfonden og blev en succes med mange besøgende og fin omtale i landets medier og kunstkredse.
Her fik man samtidig viden om de besøgendes bevægelser rundt i huset. Udstillingen kom i stand med hjælp fra 40 frivillige og kunstnerisk rådgivning fra Allis Helleland, tidligere direktør for Statens Museum for Kunst.
Det planlagte forprojekt, som er støttet af Realdania, munder ud i arkitektoniske og bygningsmæssige overvejelser for at undersøge muligheden for et Museum for Guldaldermalerier i Lemvig. Desuden skal prisen for at opbygge et nyt museum og fremtidige driftsomkostninger kortlægges.
Læs mere om Vestjysk Kunst Fond og guldaldermuset på Toldboden i Lemvig her
Faktaboks:
Toldboden på havnen i Lemvig har adresse Havnegade 14
Sommerudstillingen løber fra 3. juni til 21. oktober
Åbningstider tirsdag til søndag klokken 13.00 – 16.00