
Nye prøver for PFAS taget på en 32 kilometer lang strækning ved Vestkysten viser fund af fluorstoffer. Lemvig Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at der ikke er risiko forbundet med at bade i området. Miljøstyrelsen vil tage hav-prøver 50 andre steder i hele landet.
Resultater af prøver, der er taget på en strækning på cirka 32 kilometer fra Thyborøn i nord til Bøvling Klit ved Thorsminde i syd, viser forhøjede niveauer af PFAS.
Lemvig Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer ikke, at det er forbundet med en sundhedsrisiko at bade i området i forhold til PFAS-koncentrationerne i havvandet.
Samtidig er koncentrationen af PFAS i strandsandet blevet undersøgt. Her er også PFAS, men koncentrationen ligger under grænseværdierne og PFAS i strandsandet vurderes derfor ikke at udgøre en sundhedsrisiko i forbindelse med leg på stranden.
Dog fraråder Styrelsen for Patientsikkerhed indtil videre af forsigtighedshensyn ”direkte kontakt med det blivende havskum, der ligger på stranden og i strandkanten eksempelvis efter en storm.” Ved kontakt med denne form for havskum anbefales efterfølgende afvaskning af hudområdet.
– Vi har fået lavet en grundig kortlægning af hele området. Meget tyder på, at kilden til PFAS-forureningen skal findes i Vesterhavet, siger direktør for Teknik og Miljø, Claus Borg, fra Lemvig Kommune.
Kommunen har netop offentliggjort en samlet rapport med alle prøverne, hvor både græs, grundvand, havvand og havskum er blevet analyseret.
Vand, jord og græsprøver i området er analyseret for 22 PFAS-stoffer.
– Det er vigtigt for os at understrege, at selvom der er fundet forurening med PFAS, så er det ikke forbundet med en sundhedsrisiko at bade i området eller opholde sig eller lege på stranden, siger direktøren.
De øvrige anbefalinger om ikke at spise vildt fra Harboøre Tange, fiskeri- og badeforbud i Thyborøn Fjord og Harboøre Fjord gælder fortsat.
Prøver fra havet i hele Danmark
PFAS er fundet flere steder i Danmark og udlandet. PFAS er et svært nedbrydeligt stof.
I Lemvig Kommune er nedsat en særlig gruppe, der har undersøgt sagen siden de første forureninger på Harboøre Tange blev fundet af Region Midtjylland ved rutinetjek af PFAS på en tidligere losseplads ved banegravssøen ved Thyborøn.
Siden er taget mange flere prøver og resultaterne herfra kan indikere, at havet kan fungere som spredningsvej for forureningen.
I den nedsatte taskforce sidder Region Midtjylland, Lemvig Kommune, Naturstyrelsen, Lemvig Vand og rådgiver-virksomheden NIRAS. Taskforcegruppen bruger Miljøstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og Fødevarestyrelsen til faglig rådgivning.
Miljøstyrelsen har besluttet, at udføre målinger for PFAS i havvand for at undersøge forekomsten af PFAS på 50 lokaliteter langs de danske kyster. Læs mere i denne artikel fra Miljøministeriets hjemmeside.