
Ungefestivalen OFF TRACK afholdes i år lørdag den 10. september på havnen i Lemvig i forbindelse med årets Krabbefestival.
Der er Lemvig, Holstebro, Struer og Ringkøbing-Skjern kommuner der er initiativtagere til OFF TRACK, men det er det de unge selv, der skaber festivalen.
- Vi booker kunstnere, ordner praktiske opgaver, planlægger workshops, indhold, står for PR og meget mere. Og med erfaringerne fra sidste år har vi en viden omkring hvilke opgaver, der skal løses. Det gør, vi kan have et større overblik og kan få løst mange små opgaver i god tid. Vi har igen i år allieret os med Dansk Talentakademi, som ligesom sidst står for kunstneriske happenings, siger projektleder for andet år i træk, Signe Sønderholm.
Signe har sammen med de andre unge i planlægningsgruppen skaffet 130.000 kroner kr. ekstra til et bedre og udvidet musikprogram. Støtten er opnået gennem ansøgninger til fonde, sponsorer, ungeforeninger og værtskommunen Lemvig.
Kæmpe respekt og verbale roser
De unges engagement og ihærdige indsats er værdsat i de fire kommuner. I værtskommunen Lemvig er formand for Familie- og Kulturudvalget, Steen Madsen, meget imponeret og glæder sig over de unge, der uden tøven tager arbejdshandskerne på og gør det på deres måde.
- Vi ved bare, at unge mennesker har anderledes vinkler og griber tingene anderledes an. Det er bare rigtig fedt, for vi har masser af initiativer og begivenheder for den midaldrende gruppe og opefter. Så det er godt med noget til den unge målgruppe, og OFF TRACK giver god mulighed for det, siger Steen Madsen.
Han peger på værdien i, at festivalen produceres af unge til unge. I den proces har kommunerne været lydhør over for de unges ønsker og behov og understøttet dem på bedst mulig vis. Alt sammen fra sidelinjen, mens de unge har taget styringen og ejerskabet over projektet.
Samarbejde på tværs skaber tætte bånd
Med OFF TRACK er de unge aktiv medskaber af kulturen i kommunerne og indgår samtidig i et større tværfaglige samarbejde, Talent Vest. Fokus er at brede kendskab til kulturlivet ud. Her er et event som OFF TRACK med til at styrke båndene mellem de unge og de fire kommuner.
- Vi håber på at bringe de unge mennesker sammen og skabe fællesskaber og venskaber på tværs. Vi skal udnytte kommunernes ressourcer - og ungdommens ressourcer har vist sig som rigtig positive. Jeg er sikker på, det bliver godt her i Lemvig i år. Jeg tror bestemt, at vi kan trække unge fra Holstebro og de andre kommuner ned og se, hvad der foregår på havnen i Lemvig den 10. september, siger Steen Madsen.
De unge, der planlægger festivalen, glæder sig til at samle unge på tværs af kommunegrænser. De har derfor sørget for busser, der både henter de unge i Holstebro, Struer og Ringkøbing-Skjern og kører dem retur til deres respektive byer efter festivalen.
Tanken bag er klar. At gøre kulturen tilgængelig for så mange som muligt i de fire byer.
Dette års OFF TRACK foregår på havnen I Lemvig som en del af Krabbefestivalen.
Festivalen starter om formiddagen kl. 10 med et program fyldt med musik og happenings.
Fakta om dette års festival:
- Den musikalske del er stort med flere kunstnere, fordelt på to scener
- Flere kunstarter er præsenteret – fra jazz, pop og rock til hip hop, funk og indie
- Foruden musikalske indslag er der krea-værksted, genbrugsboder med tøj, graffiti,
- DTA – Dansk talentakademi vil i løbet af dagen stå for indslag inden for dans, gadeteater, filmvisninger mm.