
Lemvig Kommune opretter nu en varm linje, hvor medarbejdere tager sig af spørgsmål om vaccination, test og Corona/Covid19. Målet er at give kommunens borgere og pårørende hurtige og korrekte svar og skabe de bedste forudsætninger for at bekæmpe Coronasmitten i kommunen ved at få så mange som muligt testet og vaccineret.
Lemvig Kommune er kommet godt i gang med vaccination af udsatte borgere, ældre, frontpersonale og sygdomsramte. Knap 10 procent af kommunens borgere er i gang med vaccinationen.
Den ny varme linje er oprettet, da mange henvender sig om Covid-19 relaterede spørgsmål. Foreløbigt afsætter kommunen to medarbejdere til at svare. De to er ekstra klædt på til opgaven og er i stand til at give relevante svar.
- Vi har over de seneste uger oplevet et stigende antal henvendelser fra borgere, som har svært ved at forstå den information, de modtager, og svært ved at vide, hvordan de skal bestille tid til vaccination og test, siger Pia Ulv Helleland, direktør for Social- og Sundhedsforvaltningen og fortsætter:
- Vi ønsker at give borgerne så gode betingelser, som muligt, for at blive vaccineret og lade sig teste. Det er den bedste måde at komme smitten til livs.
Der ringes til Borgerservice på nummer 9663 1200, hvor du bliver stillet om til én af de to medarbejdere. Vær forberedt på, at der kan være kø og dermed lidt ventetid.
Nogle spørgsmål om vaccination eller test kan kommunens medarbejdere ikke give svar på, da flere af opgaverne ligger hos Regionen. Men kommunens medarbejdere kan guide borgere derhen, hvor de får svar på deres spørgsmål.
Den varme linje er aktiv alle hverdage i telefonåbningstiden fra kl. 09.00. Mandag – onsdag til kl. 15.00, torsdag til kl. 17.00 og fredag til kl. 13.00
På dette link ser du en oversigt over de oftest stille spørgsmål og svar.
Siden bliver løbende opdateret, så borgere ikke får forkerte eller forældet oplysninger.