
Det er 7. A på Tangsø Skole, der får fornøjelse af undervisningsforløbet WeGrow fra LIFE Fonden. En del af undervisningen kommer til at foregå i et avanceret mobilt laboratorium, kaldet LIFE Mobil Lab.
Det sker mellem klokken 09.15 og 13.00 den 27. februar.
Opgaven er, hvordan skaffes mere mad på en bæredygtg måde til klodens stadig stigende befolkning?
Det undersøger forskere i højteknologiske laboratorier verden rundt og nu får 7. A på Tangsø Skole mulighed for at give sit besyv med i undervisningsforløbet fra LIFE Fonden, kaldet WeGrow.
Samarbejde
Besøget kommer i stand, efter at Lemvig Kommune og LIFE Fonden i januar indgik et partnerskab, der skal styrke, hvad der kaldes virkelighedsnær og eksperimenterende undervisning i naturfag.
Partnerskabet giver blandt andet adgang til LIFE Fondens mobile laboratorier. Eleverne i 7. A er de første, der bliver undervist i det mobile laboratorium, siden aftalen om partnerskab.
LIFE Fonden er et almennyttigt og landsdækkende undervisningsinitiativ, der tilbyder eksperimenterende naturfagsundervisning og avancerede laboratoriefaciliteter til grundskoler og ungdomsuddannelser.
Formålet er at gøre flere børn og unge interesseret i naturvidenskab og teknologi. Forløbet er udviklet sammen med Novozymes, og eleverne skal arbejde med de samme metoder som forskerne hos Novozymes.
LIFE står for Læring, Idéer, Fascination og Eksperimenter.