
Skilsmissegrupper er et tilbud til børn og unge i 3.-9. klasse, som har oplevet forældrenes skilsmisse.
Tilbuddet er gratis.
Det handler skilsmissegrupper om
En skilsmisse opleves som en sorg for mange børn og unge.
De kan derfor have behov for et fortrolighedsrum til at snakke om de tanker og følelser, de kommer til at stå med, når forældrene bliver skilt.
For børnene kan det opleves som en lettelse, at kunne tale frit i gruppen uden at frygte, at man sårer sine forældre. Det kan være rart at erfare, at der er andre børn og unge, der oplever nogle af de samme ting, som én selv.
Desuden giver forløbet børnene mulighed for at lære af hinandens erfaringer med hensyn til, hvordan de håndterer den nye familiesituation.
Undervejs i gruppeforløbet kommer vi omkring følgende temaer:
- Tale om svære ting.
- Tanker og følelser forbundet med skilsmissen.
- Barnets erindringer fra, da mor og far gik fra hinanden.
- Indre ressourcer og ydre ressourcer omkring barnet – hvad kan man gøre, og hvad gør andre børn, når det er svært.
- Mærkedage efter skilsmissen
Hvem kan være med?
Børn og unge bosiddende i Lemvig Kommune.
Tilbuddet henvender sig til børn og unge, der går i 3.-9. klasse, som har oplevet forældrenes skilsmisse, og som har brug for støtte til at bearbejde dette.
Søskende og halvsøskende vil ikke gå i samme gruppe, af hensyn til børnenes mulighed for at kunne tale frit i gruppen.
Grupperne sammensættes efter alder.
Hvornår mødes vi?
Vi mødes seks gange à to timer hver 14. dag. Den sidste gang, inviteres forældrene med til afslutning.
Der er mødepligt i gruppen. Der vil være opstart i uge 13, onsdag d. 29/3 2023
Grupperne ledes af pædagoger med uddannelse i børnegrupper.
Du finder tilmeldingsblanketten her
Har du spørgsmål?
Er du velkommen til at kontakte:
Marianne Dræby
Tlf.: 2921 7182