
Alle otte medarbejdere i nyt jobprojekt er tilbage i deres faste stillinger i Lemvig Kommune - nu som faglærte social- og sundhedshjælper efter 17 uger på skolebænken. Flere medarbejdere, blandt andre vikarerne, ønsker nu også at uddanne sig til Social- og Sundhedshjælper.
- Det kan kun betegnes som en succes. Muligheden for at tage Social- og Sundhedshjælperuddannelsen på de 17 uger styrker Lemvig Kommune med flere faglærte Social- og Sundhedshjælpere, siger Merete Pia Kristensen, ældrechef i Lemvig Kommune.
Kort uddannelse - jobrotation
De otte nye faglærte social- og sundhedshjælpere er en gevinst for Lemvig Kommune - og sikrer de pågældende fast arbejde.
- Jeg er så glad for, at jeg fik muligheden for at få den uddannelse. Den har givet mig så meget. Ny faglig viden og indsigt. Jeg har fået en ny tilgang til mit arbejde og ser på tingene på en hel anden måde. Det giver det mig stor tryghed i mit arbejde. Jeg er helt enkelt blevet bedre, siger 37-årige Line Mouritsen.
Hun har tidligere har arbejdet i en dagligvarebutik i 10 år og nogle år i en børnehave, inden hun via en veninde kom i kontakt med hjemmeplejen. Her begyndte hun for snart tre år siden og blev fastansat ufaglært hjemmehjælper i januar 2021.
Ikke langt efter sin fastansættelse undersøgte hun muligheden for at uddanne sig til social- og sundhedshjælper. Hjemmeplejen i Lemvig var med på ideen og med råd fra Jobcentret gik det hurtigt. Sammen med syv andre ufaglærte hjemmehjælpere begyndte hun i slutningen af august 2021 Social- og Sundhedsskolen i Holstebro. De blev alle færdige lige før jul.
Forkortet uddannelse med en jobrotationsvikar
Social- og sundhedshjælpere er en mangelvare over alt i landet også i Lemvig Kommune. ”Ufaglært til Faglært” er sat i gang i et samarbejde mellem Ældreområdet, Handicap og Psykiatri og Jobcenter Lemvig og går kort forklaret ud på, at en ufaglært medarbejder, med minimum to års relevant erhvervserfaring indenfor området, har mulighed for at uddanne sig til Social- og Sundhedshjælper på 17 uger.
Som led i ordningen ansætter den afdeling, hvor medarbejderen er ansat, en ufaglært ledig som vikar. Når medarbejderen er færdig på Social- og Sundhedsskolen, vender vedkommende tilbage til sin nuværende arbejdsplads og genoptager sit arbejde nu som uddannet social- og sundhedshjælper.
Flere af de ansatte vikarerne har allerede udtrykt ønske om selv at uddanne sig til Social- og sundhedshjælper.
Ordningen omtales også som ”Jobrotationsordningen” og kan bruges af både private og offentlige virksomheder.
Projektet har fået stor opmærksomhed andre steder i landet og i EU. Adskillige Jobcentre har henvendt sig til Lemvig for at høre nærmere projektet. Det er blandt andre Københavns Kommune og jobcentrene i Holbæk, Odense, Viborg og Odder.
Samtidigt er Lemvig på EU-landkortet med projektet. Kort før påske fortalte Lene Nørlund, chef for Jobcenter Lemvig, om ”ufaglært til faglært” ved en stor konference i sammenslutningen af jobcentre i EU.
Næste uddannelsesforløb på 17 uger begynder til august. Jobcenter Lemvig har netop holdt informationsmøde om uddannelsen.