
Jeg væver med kobbertråd og skaber ikoner og rumdelere.
I mine kunstværker arbejder jeg med refleksion, kontraster med mat og blankt, fint og råt, der må gerne være en ny oplevelse når lyset falder fra en anden side.
Nogle af kunstværkerne er lette og gennemsigtige, vævet af meget tynde tråde som næsten kun ses når lyset reflekteres, eller der dannes mønster ved at væve kraftigere tråde ind. Andre dannes af mere kompakte flader som reflekterer lyset på en anderledes måde, ofte kombineret med metalplader som er nedbrudt af vind og vejr og derved har fået naturens patina.
Jeg byder indenfor i mit galleri, hvor jeg skaber nye værker og udstiller sammen med andre kunstnere.