Nogle vender tilbage år efter år. Andre tager familien med til Thyborøn. Og flere fortæller, at de har overvejet, om de en dag kunne bo i området.
En af dem er Mie. Hun deltog sidste sommer, men er vendt tilbage som koordinator, fordi oplevelsen gjorde så stort indtryk.
– Sidste år begyndte vi ret hurtigt at kigge på boligpriserne. Vi snakkede faktisk om, om vi skulle købe et hus her. Jeg har også haft min familie med herop, og de er også blevet ret vilde med området, fortæller hun.
Det er dog ikke naturen eller surfing alene, der har fået hende tilbage.
– Man bliver set her. Folk siger hej, husker én og tager én med ind i fællesskabet. Det er noget helt andet end den anonymitet, man kan opleve i de store byer.
Den oplevelse går igen hos Leonoora, som læser psykologi i Aalborg og også deltog sidste år.
– Jeg forelskede mig i stedet. Man har sine venner omkring sig hele tiden. Man behøver ikke planlægge alt – man er bare sammen. Det giver en helt særlig ro.
Opholdet har også fået hende til at se nye muligheder.
– Det kunne da sagtens være, at jeg en dag skulle tage praktik i Lemvig. Så ville Thyborøn jo være lige i nærheden.
August, der studerer i Odense, er med for tredje gang. Han fortæller, at det efterhånden er byen og menneskene, der trækker mindst lige så meget som bølgerne.
– Det er ikke kun surfing. Jeg har også været her uden for sommersæsonen, hvor vi næsten ikke kunne surfe, og det var stadig megahyggeligt. Det er også byen, man kommer tilbage til.
Han har selv gjort sig tanker om en fremtid på vestkysten.
– Jeg har også overvejet, om man en dag skulle flytte herover. Boligpriserne gør det jo muligt, og området kan virkelig noget.
Surf & Work er skabt for at hjælpe de lokale virksomheder med at tiltrække arbejdskraft i sommermånederne. Men projektet viser også, hvilken betydning et første møde med Thyborøn kan få.
Surf & Work er blevet til i et samarbejde mellem VisitNordvestkysten, Lemvig-Thyborøn Handel & Turisme, Thyborøn Surfcenter og en række lokale virksomheder, der har brug for ekstra arbejdskraft hen over sommeren. Samtidig får unge fra hele landet mulighed for at arbejde, lære at surfe og opleve livet på den jyske vestkyst. I år er omkring 50 unge en del af projektet – mere end dobbelt så mange som sidste år.