Den Store Havfrue på Østmolen

Publiceret 04-03-2026

Den Store Havfrue skal ifølge Lemvig Kommunes Familie- og Kulturudvalg stå på Østmolen i Lemvig

Efter afsluttet høringsperiode indstiller Lemvig Kommunes Familie- og Kulturudvalg til Kommunalbestyrelsen, at kommunen tager imod donationen af "Den Store Havfrue" og placerer den på Østmolen ved Lemvig Havn.

Siden den 14. januar har 620 borgere, virksomheder og museer afgivet et høringssvar angående placeringen af ”Den Store Havfrue” i Lemvig. Der var mulighed for at afkrydse en eller flere af de 5 foreslåede placeringer, sætte kryds i feltet ”Ingen af de foreslåede placeringer” og samtidigt kommentere i et fritekstfelt.

Familie- og Kulturudvalget har den 3. marts truffet beslutning om at indstille til Kommunalbestyrelsen, at Familie- og Kulturudvalget ønsker at modtage “Den Store Havfrue” i Lemvig. Det er herefter Kommunalbestyrelsen, der ifølge Lemvig Kommunes Handleplan og Strategi for Kunst i det offentlige rum kan vedtage, om Lemvig Kommune skal tage imod donationen eller ej.
I sin indstilling ønsker et enigt Familie- og Kulturudvalg at placere “Den Store Havfrue” på Østmolen ved Lemvig Havn i en prøveperiode på tre år.

Placeringen på Østmolen er valgt ud fra en samlet helhedsbetragtning, hvor både tilgængelighed, landskabelige hensyn og skulpturens samspil med havneområdet har været væsentlige parametre.
Vurderingen fra flere perspektiver er, at netop denne placering giver de bedste rammer for både oplevelsesværdi og integration i det eksisterende havnemiljø.

Beslutningen følger efter en offentlig høringsperiode, hvor borgere, foreninger, virksomheder og andre interessenter har haft mulighed for at indsende bemærkninger til projektet, som alle er forelagt udvalget.
I høringsperioden modtog kommunen en række forskellige synspunkter, som både udtrykte opbakning og bekymringer i forhold til skulpturens placering, udtryk og rolle i Lemvig by.
Eksempelvis har Lemvig Museum påpeget, at den kunstneriske værdi er begrænset, og at skulpturen i et ligestillingsperspektiv må opfattes som kontroversiel.
Familie- og Kulturvalget lægger samlet set vægt på, at skulpturen tilfører Lemvig Havn og Lemvig Kommune en ekstra attraktion, og at en del af værdien netop ligger i, at skulpturen er en kilde til debat om kunst med mere. Alle høringssvar er indgået i den samlede vurdering.

Blandt virksomheder og borgere i umiddelbar nærhed til havnen viser høringssvarene, at Østmolen er den foretrukne placering. Placeringen ved Strandvejen og Restaurant Luna var også
populære placeringer blandt dem, der har valgt at pege på en placering.

Lemvig-Thyborøn Handel og Turisme peger ikke på en bestemt placering, men skriver i stedet en bl.a. i en længere kommentar: ”En markant attraktion som Den Store Havfrue vil kunne bidrage til at styrke Lemvigs profil som en attraktiv kyst- og oplevelsesby. Projektet har potentiale til at tiltrække nye besøgende, skabe øget opmærksomhed om byen og give både borgere og turister en ny fortælling knyttet til Lemvigs maritime identitet”.

På Østmolen er der god plads og luft og som Teknik- og Miljøudvalget skriver i deres bemærkninger til placeringen, at her vil havfuen ”stå som en markant afslutning på promenaden”.

Familie- og Kulturudvalget takker for alle indsendte høringssvar og den store interesse for projektet.