Lemvig Kommune er en af fem kommuner, der nu deltager i et nyt forsøg, som skal gøre det nemmere for børn og unge at vælge vand i hverdagen. Som en del af indsatsen opsættes der vandposter på steder, hvor børn og unge færdes mest – for eksempel på skoler, institutioner og i idrætsfaciliteter. Tre ud af fire børn og unge i Danmark drikker flere søde drikke end anbefalet, og mange steder mangler der nem adgang til vand i løbet af dagen. Det skal indsatsen med vandposterne gøre noget ved.
Bag initiativet står Center for Sundt Liv og Trivsels Partnerskab for vand, som i samarbejde med kommunerne vil undersøge, hvordan bedre adgang til koldt drikkevand kan styrke børn og unges sundhed og trivsel.
“For at styrke børn og unges sundhed og trivsel er det vigtigt at se på de rammer, vi stiller til rådighed i hverdagen. Når vand er lettilgængeligt, bliver det en naturlig del af dagen. Vandposterne er et enkelt, men vigtigt greb, der understøtter sunde vaner og bidrager til bedre trivsel blandt børn og unge,” siger Annegrete Juul, direktør i Center for Sundt Liv og Trivsel.
En enkel løsning med stor lokal betydning
I Lemvig Kommune ses indsatsen som et konkret sundhedsfremmende tiltag i hverdagen. "Vi ser tydeligt, at børn og unge trives bedre, når vand er deres primære drik i hverdagen. Mindre sukker betyder mere energi, bedre koncentration og en sundere hverdag. Derfor arbejder vi målrettet på at gøre vand til det mest naturlige valg." siger Steen Madsen, formand for Familie- og Kulturudvalget i Lemvig Kommune.
Lemvig Kommune fungerer sammen med de øvrige kommuner som forsøgskommune. Erfaringerne fra projektet skal bruges til at opbygge viden om, hvordan lignende sundhedstiltag kan udbredes til flere kommuner i fremtiden. "Når børn vælger vand, vælger de sundhed. Det skal være nemt, tilgængeligt og helt naturligt." Siger Jens Lønberg, borgmester i Lemvig Kommune.
I Lemvig Kommune bliver vandposterne sat op disse seks steder: Wærket Thyborøn, Harboøre Centeret, Harboøre Ungdomsklub, Lemvig Idræts- og Kulturcenter, 10. kl. på Lemvig Gymnasium, Christinelystskolen og Unglemvig.
Indsatsen og brugen af de 37 vandposter vil løbende blive testet og evalueret, så erfaringerne kan bruges af andre kommuner.
Partnerskab for Vand
Partnerskab for Vand består af:
- Center for Sundt Liv og Trivsel
- Madkulturen
- Steno Diabetes Center Copenhagen
- DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening)
- FGU Danmark
- Erhvervsskolernes ElevOrganisation
- Danske Skoleelever
- Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
- KL
Fakta om børn og unges drikkevaner i Danmark
- Tre ud af fire børn og unge drikker flere søde drikke end anbefalet
- Halvdelen af de 13-20-årige drikker over to liter om ugen
- Mange skoler, klubber og idrætsfaciliteter har ingen vandposter
- Søde drikke øger risikoen for bl.a. overvægt, dårlig trivsel og syreskader på tænder
- Vand understøtter sundhed, trivsel og læring.
