Projektets etape 1 skal ses som første forstærkede forbindelse i rækken af styrkede forbindelser i projektet, som skal binde byen sammen og skabe en samlet oplevelse i Thyborøn.
I det tidligere bagområde for havnen, som i dag huser byens turistattraktioner, ligger den gamle arbejdsgade i kulturmiljøet ”De Røde Huse”. Her i vandbygningsvæsenets gamle værkstedsbygninger ligger hele Thyborøns DNA gemt. Den gamle arbejdsgade fremstod fragmenteret og afkoblet, som et ”missing link” i byens helhed og lokale autentiske fortælling.
Etape 1, realiseret i 2025, tager udgangspunkt i en genetablering af den gamle arbejdsgade i ny fortolkning, så området med turistattraktionerne og kulturmiljøet igen kobles sammen med Vesterhavet, diget, byen og havnen. En del af Havnegade, der udgør strækningen mellem De Røde Huse og havnen er nu fredeliggjort og forbehold de bløde trafikanter. Strækningen munder ud i en ny pladsdannelse, Bypladsen, der vil fungere som et ”hængsel” mellem Havnepladsen og Arbejdsgaden mellem De røde Huse. I forbindelse med Arbejdsgaden er skabt en række opholdsrum som suppleres af nye forbindelser i form stier fra bagområdet og kulturmiljøet over diget og klitterne til Thyborøn badestrand og Vesterhavet.
PDF med mere info om etape 1