Lemvig Kommunalbestyrelse har den 27. maj 2026 vedtaget følgende:
- Forslag til lokalplan nr. 248 – Centerområde i Thyborøn ved Jernbanegade og Kullervej
- Miljøscreening af Forslag til lokalplan nr. 248 – Centerområde i Thyborøn ved Jernbanegade og Kullervej.
Planens indhold
Planerne giver mulighed for at der kan etableres flere p-pladser på det gamle baneterræn, samt evt. senere også på Kullervej og på et areal i Jernbanegade. Primært for at understøtte turisterhvervet, de mange attraktioner i Thyborøn samt handelslivet i byen.

Foto: Lokalplanområdet med delområder.
Lokalplanen omfatter bl.a. del af bane- og rangerterræn i Jernbanegade delområde I. Her kan parkeringspladsen udvides fra 34 til 91 p-pladser. Det sker i forbindelse med realisering af Thyborøn 2.0 -Den Maritime Kraft - etape 2.
I delområde II er der i dag nogle tidligere og overflødiggjorte erhvervsbygninger, som på sigt forventes nedrevet. I delområde III ligger 2 boliger på lejet grund, som indtil videre opretholdes. På lang sigt giverplanen mulighed for, at også dette areal kan anvendes til parkeringsformål.
Delområde IV opretholdes som område til jernbaneformål. Midtjyske Jernbaner benytter lejlighedsvis arealet til parkering af et togsæt.
Planen omfatter også delområde V der fortsat skal være blandet bolig og erhverv. Delområde VI er udlagt til boligformål. Delområde VII er offentlige veje.
Nærmere oplysninger om det ansøgte fremgår af lokalplanen. Planen er vedtaget efter Lov om Planlægning.
Retsvirkninger
Når et forslag til en lokalplan er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for foregribelse af den endelige plans indhold (jf. Planloven § 17).
Her finder du planen
Du kan læse planen m.fl. ved at følge linkene her på siden.
Høringsperiode
Ovennævnte plan m.fl. er fremlagt til offentlig høring i perioden 1. juni til 31. juli 2026.
Eventuelle bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag skal sendes via mail til: teknik@lemvig.dk
Kan evt. også sendes som fysisk post til Lemvig Kommune, Teknik & Miljø, Rådhusgade 2, 7620 Lemvig.
Eventuelle bemærkninger skal være kommunen i hænde senest den 31. juli 2026.
Persondata
Lemvig Kommune gør opmærksom på at alle modtagne bemærkninger vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside i forbindelse med den politiske behandling af sagen. Hvis der indsendes bemærkninger til sagen, gives samtidig samtykke til, at bemærkningerne, og dermed personhenførbare oplysninger offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Miljøvurdering
Lemvig Kommune har gennemført en screening om miljøvurdering af nævnte lokalplan efter Miljøvurderingsloven.
Lemvig Kommune har på baggrund af miljøscreeningen truffet afgørelse om, at nævnte plan ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt og at der derfor ikke skal foretages en miljøvurdering af planen. Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet.
Screeningen inkl. afgørelsen med begrundelse er vedlagt lokalplanen som der er linket til her på siden.
Klagevejledning efter Miljøvurderingsloven
Afgørelsen om, at der ikke skal foretages miljøvurdering af planen, kan påklages til Planklagenævnet, jf. Miljøvurderingslovens § 48 og Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.
Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af brugerinteresser inden for arealanvendelse.
Klagen indsendes via Klageportalen, som man tilgår fra Nævnenes Hus’ hjemmeside www.naevneneshus.dk Klageadgangen kræver login med MitID/NemID.
Klagen sendes gennem Klageportalen til Lemvig Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Lemvig Kommune i Klageportalen. I forbindelse med indsendelse af en klage, skal der betales et gebyr på 900 kr. for private og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer.
Klagen skal være indgivet inden fire uger efter afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentlig bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at anvende Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Lemvig Kommune, Teknik & Miljø, Rådhusgade 2, 7620 Lemvig eller på e-mail til teknik@lemvig.dk. Lemvig Kommune videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Generelt
Hvis man vil klage over afgørelsen til domstolene, skal det ske inden 6 måneder, fra afgørelsen er modtaget.