Lemvig Kommunalbestyrelse har den 27. januar 2021 vedtaget følgende planer:
- Forslag til lokalplan nr. 214 for en højspændingsstation ved Volder Mark inkl. Miljørapport
- Forslag til tillæg nr. 20 til Kommuneplan 2017-29 inkl. Miljørapport
Lokalplan nr. 214 giver mulighed for at opføre en højspændingsstation ved Volder Mark, der skal anvendes i forbindelse med Thor Havmøllepark. Højspændingsstationen skal bestå af to delstationer, hvoraf den ene skal etableres af koncessionsvinderen af Thor Havmøllepark og den anden skal etableres af Energinet. Derudover giver lokalplanen mulighed for, at det lokale elselskab kan opføre en fremtidig 60 kV-station. Nærmere beskrevet giver lokalplanen mulighed for, at der inden for området opføres bygninger, tekniske anlæg og installationer, herunder transformere, kompenseringsspoler og master mv. til stationens drift, samt etableres veje og parkeringsarealer, beplantning mv. og anlæg til regnvandshåndtering.
Med tillæg nr. 20 til Kommuneplan 2017-20 fastsættes de overordnede rammer for den fremtidige anvendelse af området til tekniske anlæg og de overordnede rammer for den fremtidige lokalplanlægning angives.
Nærmere oplysninger om områdets fremtidige anvendelse til teknisk anlæg i form af højspændingsstationen fremgår af ovennævnte planer.
Miljørapporten er udarbejdet med henblik på at undersøge, om planerne vil få en væsentlig indvirkning på miljøet. Miljørapporten konkluderer, at dette ikke er tilfældet.
Miljørapportens konklusioner giver ikke anledning til, at planerne sendes i høring hos Miljøministeren efter § 38 i Miljøvurderingsloven, da planerne ikke vil få væsentlig indvirkning på miljøet i en anden stat.
Foruden ovennævnte planer stiller Lemvig Kommune desuden nedenstående baggrundgrundsnotater for Miljørapporten tilgængelige for offentligheden i høringsperioden.
Lovgrundlag
Lokalplanen og tillægget til Kommuneplanen er udarbejdet med henvisning til Planlovens § 13 og 23c, mens Miljørapporten er udarbejdet i henhold til Miljøvurderingslovens afsnit II.
Retsvirkninger
Når et forslag til lokalplan er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for foregribelse af den endelige plans indhold (jf. Planloven § 17).
Her finder du planerne
Du kan læse planerne her på siden.
Høringsperiode
Ovennævnte planer er fremlagt til offentlig høring i perioden 28. januar 2021 til 25. marts 2021.
Eventuelle bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag skal sendes via mail til teknik@lemvig.dk eller som fysisk post til Lemvig Kommune, Teknik & Miljø, Rådhusgade 2, 7620 Lemvig.
De skal være kommunen i hænde senest den 25. marts 2021.