
Et bredt flertal i Folketinget er enige om, at Danmark i 2030 skal firedoble produktionen af sol- og vindenergi på land samt femdoble produktionen af havvindmøllestrøm. Den store energiproduktion skal øge farten på den grønne omstilling, samt give Danmark nye produktions- og eksportmuligheder. Og med den øgede etablering af energiproducerende anlæg følger mulighed for etablering af virksomheder, der anvender den vedvarende energi til videre brug i den grønne omstilling. Det giver håb om arbejdspladser, bosætning og økonomisk vækst.
Lemvig Kommune er en af de kommuner i Danmark, som historisk har været langt fremme med hensyn til produktion af vedvarende energi. De naturgivne forhold for især vindmøllebaseret strømproduktion er rigtig gode, men også forholdene for solcelleanlæg er gunstige. Dertil kommer, at vi har relativt tyndt befolkede områder i kommunen.
Lemvig Kommunes DK2020 plan beskriver, at vi fortsat ser produktion af grøn energi som et af vores områdes væsentligste bidrag til den grønne omstilling. I forhold til de konkrete mål, som vi har sat omkring VE-produktion i DK2020 planen, er vi langt – vi har på nuværende tidspunkt planlagt op til vores eget 2030 mål. Nationale mål og ambitioner om et egentligt energieventyr kræver dog, at der udlægges endnu mere areal til energiproducerende anlæg (både fra sol og vind) samt PTX-anlæg, der kan omdanne og evt. medvirke til lagring af den grønne strøm.