Lokalråd og SSP

Her på siden kan du læse nyheder og diverse informationer fra Lokalrådet og SSP. 

Nyt fra SSP

Status vedrørende indsats på Østhavnen

  • Borgermøde maj 2025 v. Lars 
    • Vi havde en god fornemmelse af, at nu var vi meget konkrete i forhold til nogen løsninger, så vi kunne begrænse larmen og trafikken men stadig skabe et sted, hvor de unge kunne mødes. Vi præsenterede flere forslag, vi ville bygge en støjmur mv. Derudover så er der et andet projekt omkring et klimahus, som vi forsøgte at sammentænke. Det var et fint møde, men flere borgere synes ikke, at det var den rigtige placering og synes, at vi skal finde en helt anden placering. Derfor har vi nu trukket lidt i land, da der er så meget modstand. 
    • Vi lader ikke bare tingene være, da der fortsat er en masse initiativer i forhold til det forebyggende og involvering af forældre. Så vi fortsætter hele sporet via SSP og Fælles om ungelivet. 
    • Slides fra mødet er på hjemmesiden, og så kan vi lave en opdatering med et uddrag fra vores referat her på mødet, at vi har drøftet det.
  • Aktivitets dag på havnen v. René 
    • Naboerne havde givet indtryk af, at de meget gerne ville indgå i arrangementet, men der kom desværre ingen. Der havde været ca. 30 unge, som var blevet informeret af havnefogeden om, hvordan man gebærder sig på havnen mv., og det var en rigtig fin aften.

 

  • Fælles om ungelivet v. René 
    • De laver workshops i 7 klasse, hvor der er forældremøde på dag 2, hvor Ditte kommer og laver et forældrekursus i forhold til, hvordan unge skal opholde sig i det offentlige rum.
 
  • Status på anmeldelser v. Bjørn. 
    • Stort fokus på knallerter, hvor der er lavet flere aktioner, også med succes.
    • Knud: Vi har været heroppe 3 gange sammen med færdselspolitiet, hvor vi har lavet målrettede indsatser. 

*Sommerbrev udsendt til alle forældre i Lemvig Kommune 23. juni 2025

Kære forældre i Lemvig Kommune

Sommeren er endelig over os, og de unge nyder de lyse aftener sammen – ofte ved de skønne offentlige steder i Lemvig Kommune, såsom havnen, anlægget og stranden. I har som forældre en afgørende rolle i at skabe sunde og positive ungemiljøer, når jeres børn opholder sig på disse steder for at mødes med deres jævnaldrende.

Langt de fleste unge opfører sig eksemplarisk, og vi ved, at I som forældre har gode aftaler med jeres børn. Vi ved f.eks. fra Ungeprofilundersøgelsen, at unge i 7.–9. klasse har aftaler med jer om, hvor de opholder sig, hvem de er sammen med, og hvornår de skal være hjemme.

Alligevel oplever vi enkelte tilfælde med høj musik, affald og støj, som kan skabe utryghed for både unge og andre borgere.

Vi opfordrer jer derfor til at tage en snak med jeres unge om, hvordan man viser hensyn i det offentlige rum – f.eks. ved at rydde op, skrue ned for musikken og tænke over, hvordan man påvirker omgivelserne.

Overvej også at lave aftaler med andre forældre om at kigge forbi, eller invitér de unge hjem – det skaber tryghed for alle.

Har I brug for råd, er I altid velkomne til at kontakte SSP. Ved akut bekymring kan den sociale bagvagt kontaktes.

Rigtig god sommer til jer og jeres unge!

Med venlig hilsen
SSP Lemvig

UNGLEMVIG afvikler mandag d. 16. juni matrikelløs klub på skaterparken sammen med SSP. Der laves forskellige aktiviteter for de unge, der viser hvordan faciliteter på skaterparken kan anvendes på forskelligvis. Derudover kommer Havnefogeden forbi for at være i dialog med de unge omkring den gode adfærd på skaterparken.

Som aftalt på dialogmødet er beboere omkring Østhavnen velkommen til at komme forbi og hilse på, mens grillen er tændt mellem ca. 18.30-19.00 (vejledende tidspunkt)

*Kan ændres i tilfælde af dårligt vejr.

Der blev afholdt dialogmøde med beboerne omkring Østhavnen i midten af maj 2025, hvor Lemvig Kommune præsenterede idéer og konkrete planer for området. På mødet havde beboerne mulighed for at komme med input til prøvehandlinger, herunder etablering af et område ved siden af skaterparken og det kommende RESIST-hus, med fokus på at reducere støj og fart ved at etablerer et loungeområde.

Der blev også givet en opdatering fra Lokalrådet og SSP. Præsentationen fra mødet er vedhæftet og indeholder en nærmere beskrivelse af de konkrete planer.

På baggrund af dialogmødet og de efterfølgende tilbagemeldinger fra beboerne omkring Østhavnen, er det besluttet ikke at gå videre med planerne om at etablere et nyt loungeområde ved siden af skaterparken og det kommende RESIST-hus.

I forlængelse heraf vil SSP i den kommende periode have fokus på oplysning, inddragelse og have dialog med forældre om aftaler og ansvar. Inden sommerferien vil der blive sendt endnu et brev ud til forældrene, og UNGLEMVIG vil afholde et arrangement ved skaterparken sammen med Havnefogeden om god adfærd i det offentlige rum.

Se dias fra dialogmødet

Forårs- og sommerbrev udsendt til alle forældre i Lemvig Kommune

Kære forældre
Forår og sommer betyder flere lyse timer – og flere unge, der mødes ved havnen, stranden, anlægget og andre gode steder i kommunen. Det er dejligt at se, at de unge bruger vores fælles rum på en positiv måde, og langt de fleste gør det rigtig fint.
Samtidig kan der i perioder opstå udfordringer med fx høj musik, affald eller uro. Derfor vil vi gerne invitere jer til fortsat at være i tæt dialog med jeres unge om, hvordan man tager hensyn, når man er mange samlet. Små aftaler om oprydning, lydniveau og hjemkomst giver tryghed for både jeres unge, naboer og øvrige borgere – og vi ved, at de fleste unge gerne vil gøre det rigtige.
Mange forældre oplever også, at det hjælper at koordinere med andre forældre, kigge forbi de steder hvor de unge mødes, eller indimellem samle dem hjemme. Det giver et roligt overblik og styrker fællesskabet omkring de unge.
Hvis I bliver bekymrede eller har brug for sparring, er SSP altid klar til en snak. Ved akutte situationer kan politiet kontaktes på 114.

Rigtig god forårs- og sommertid til jer og jeres unge.

SSP Lemvig

UNGLEMVIG har gennemført to undervisningsforløb til knallertkørekort, hvor alle forældre som en del af undervisningen har deltaget i oplæg med SSP og FNT (politiet) om ansvar, lovovertrædelser og gode aftaler med at deres børn erhverver sig en scooter. Til begge undervisningsforløb har der været deltagelse af forældre fra alle eleverne.

SSP har afviklet et forældremøde, hvor alle forældre i 6. – 9. klasse i Lemvig Kommune var inviteret, med udgangspunkt i hvordan forældrene spiller en central rolle i forhold de unges ophold i det offentlige rum. På mødet var der en orientering om hvilke forhold SSP/FNT har oplevet i løbet af sommeren 2024 med et sigte om gode forældreaftaler med de unge inden foråret/sommeren 2025. Derudover orienterede FNT omkring lovovertrædelser i det offentlige rum suppleret med SSP, som oplyste om gode forældreaftaler med de unge, når de ønsker at mødes med andre unge udendørs. Fælles om Ungelivet oplyste forældre om gode aftaler med de unge omkring rusmidler.

SSP sender i løbet af foråret et brev ud til alle forældre til unge i 6. – 9. klasse i Lemvig Kommune omkring de gode aftaler med unge, når de ønsker at mødes i det offentlige rum. Denne suppleres af flere breve i løbet af sommeren, efter ønske fra forældrene, hvis det opleves relevant fra SSP-netværket.

UNGLEMVIG afvikler i løbet af foråret matrikelløs klub på skaterparken sammen med SSP, hvor Havnefogeden kommer forbi og er i dialog med de unge omkring den gode adfærd på skaterparken. Havnefogeden og SSP mødes derudover med en gruppe af forældre og unge til dialog om hvordan området omkring skaterparken evt. kan indrettes anderledes med et sigte på at der skal være plads til alle på havnen.

Fælles om Ungelivet har været i dialog med bestyrelser på alle overbygningsskolerne i Lemvig Kommune omkring principper for rusmidler, herunder hvordan der kan laves forældreaftaler, afvikles sidste skoledag og hvordan forældrene kan tage udgangspunkt i de beskyttelsesfaktorer, som er afgørende for unges brug af rusmidler. Dette suppleres med temadage for eleverne i 7. klasser omkring rusmidler, hvor forældrene efterfølgende inviteres til et forældremøde med et sigte på at have en fælles dialog om de unges brug af rusmidler. Fælles om Ungelivet har ligeledes startet et forældrenetværk, som blandt andet er optaget af hvordan forældrene kan understøtte fællesskaber, hvor rusmidler ikke er udgangspunktet.