Olietank
Du kan på denne side få oplysninger om hvilke regler og krav, der gælder for olietanke.
Regler for olietanke
Regler og krav til olietanke findes i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1321 af 21. december 2011 om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines, også kaldet olietankbekendtgørelsen.
Miljøreglerne for villaolietanke
Miljøreglerne for olietanke til erhvervsmæssig brug
Du er velkommen til at tage kontakt til Natur og Miljø, hvis der er spørgsmål til reglerne i bekendtgørelsen. Reglerne omhandler bl.a. etablering, placering, egenkontrol og sløjfning af olietanke.
Etablering
Etablering skal foretages af sagkyndig.
Ved køb og ibrugtagning af både nye og brugte olietanke skal der foreligge en tankattest på olietanken. Tankattesten skal sendes til Lemvig Kommune, Teknik & Miljø, Rådhusgade 2, 7620 Lemvig.
Derudover skal der før etablering indsendes meddelelse til myndigheden, hvilket er nærmere beskrevet under afsnittet meddelelser til myndigheden.
Bemærk at brugte nedgravede olietanke under 6000 liter ikke må nedlægges på ny. Nedgravede tanke under 6.000 l må ikke flyttes, med mindre det sker med henblik på sløjfning ved opgravning og efterfølgende kassation.
Ved etablering af olietanke er der en række krav, som skal være opfyldt med hensyn til placering og sikring af tanken. Dette er beskrevet nærmere i ovennævnte bekendtgørelse.
Sløjfning
Sløjfning skal ske, når en olietank bliver for gammel eller når der etableres en anden opvarmningsform.
Sløjfningsterminerne på Miljøstyrelsens hjemmeside
Når brugen af en olietank varigt ophører skal:
- Evt. restindhold i anlægget fjernes
- Tanken skal fjernes eller
- Tanken rengøres og afblændes. Påfyldningsstuds og udluftningsrør skal afmonteres, så påfyldning ikke kan finde sted
Det anbefales at grave tanken op (dog ikke lovmæssigt krav).
Tømning
Tømning af olietanke kan foretages af kloakservicefirmaer eller vognmænd med speciale i tømning og rensning af olietanke. Det anbefales, at der udstedes en tømningsattest af det firma, som har foretaget tømningen.
Afblænding
Afblænding kan foretages af autoriserede VVS installatører, smedemestre og oliefyrsmontører.
Opgravning
Opgravning kan foretages af entreprenører. Hvis der konstateres en forurening, skal Lemvig Kommune, Natur og Miljø underrettes.
Bortskaffelse af brugte olietanke kan ske til f.eks. godkendte skrothandlere eller genbrugspladserne.
Om anmeldelsen
Anmeldelse skal indsendes til Lemvig Kommune:
- Senest 4 uger før etablering af nedgravede anlæg på 100.000 l og derunder samt overjordiske anlæg på 200.000 l og derunder. For villatanke mindre end 6.000 l beregnet til bygningsopvarmning er fristen dog 2 uger.
- Senest 4 uger efter sløjfning af nedgravede anlæg på 100.000 l og derunder samt overjordiske anlæg på 200.000 l og derunder sløjfes.
Af anmeldelsen skal fremgå: Beskrivelse af anlægget samt skitse over anlæggets placering på ejendommen.
Lemvig Kommune skal godkende:
- Etablering af nedgravede olieanlæg større end 100.000 l og overjordiske anlæg større end 200.000 l.
- Sløjfning af ovennævnte olieanlæg. Lemvig Kommune skal have besked senest 4 uger før arbejdet påbegyndes. Lemvig Kommune kan senest 1 uge før sløjfningen meddele eventuelle krav.
Hvis du er fritaget for digital selvbetjening, så kan du anvende dette skema til anmeldelsen