Det skal understreges, at PCB kun er ét ud af mange problematiske stoffer, der kan forurene bygge- og anlægsaffald.
Der skal altid foretages en gennemgang af en bygning (miljøkortlægning) med henblik på at afdække, hvad bygningen indeholder (f.eks. PCB, asbest, klorparaffiner, og bly m.v.), inden den rives ned eller renoveres. Dette gælder uanset, hvornår bygningen er opført, vedligeholdt eller renoveret, jf. straks nedenfor.
For at kommunen kan klassificere affaldet, og for at bygherren og/eller affaldsproducenten kan overholde lovgivningen om anmeldelse, sortering og håndtering, er det en forudsætning, at der er viden om, hvilke stoffer og materialer, der findes hvor i den bygning, der skal rives ned eller renoveres. Der skal derfor altid foretages en gennemgang af en bygning med henblik på identifikation og udsortering af stoffer og materialer, der ikke er egnet til materialenyttiggørelse, inden den rives ned eller renoveres. Pligten til altid at gennemgå bygningen med henblik på at få viden om stoffer og materialer kan med andre ord udledes indirekte af reglerne om anmeldelse, sortering og efterfølgende håndtering.
Bekendtgørelse om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde
Den viden, der fremskaffes ved gennemgangen af bygningen, er en forudsætning for at kunne overholde alle disse regler. For bygninger opført i PCB-perioden er pligten til at gennemgå bygningen foreskrevet direkte i affaldsbekendtgørelsen, jf. afsnit 2.3 i Miljøstyrelsens vejledning om håndtering af bygge- og anlægsaffald.
Vejledning om håndtering af bygge- og anlægsaffald
Gennemgangen af bygningen skal altid foretages, inden bygningen eller anlægget rives ned. Dette skyldes, at det i praksis ofte vil være umuligt at frasortere forurenende stoffer, når først en bygning eller et anlæg er revet ned og affaldet sammenblandet. Derudover bør prøvetagning etages inden nedrivning, fordi en sammenblanding vil medføre fortynding.
For at dette kan lade sig gøre, skal man altså altid foretage en miljøkortlægning af bygningsmassen, også selvom bygningen ikke er opført eller renoveret imellem 1950 og 1977.
Det er en kompliceret sag, at udføre en miljøkortlægning, der ofte kræver ekspertviden. Lemvig Kommune anbefaler derfor altid, at man kontakter en miljørådgiver med erfaring indenfor emnet.