Sidst på badesæsonen kan vind- og vejrforhold betyde, at badevandet omkring Danmark får et meget stort indhold af alger, som kan være til gene for mennesker og dyr.
Algerne kræver så høje vandtemperaturer, at de i Danmark trives bedst i juli og august. Varmen får dem til at formere sig, og når vejrforholdene er stille, samler de sig i vandoverfladen – ofte ret pludseligt.
Når algerne optræder i store mængder, vil de som regel ligne en film af maling på vandoverfladen – eller et lag af meget fint andemad. Det kan også klumpe sig sammen i tykkere lag på overfladen eller danne skum. Alger, der bliver skyllet op på stranden, vil ligne skum.
Langt de fleste alger er ufarlige, men der er giftige arter, f.eks. de blågrønne (cyanobakterier). De kan selv i lave koncentrationer forgifte f.eks. muslinger. Men for den almindelige badende er også de giftige alger i reglen harmløse, fordi deres gift bliver fortyndet i vandet. Kun når der opstår meget store opblomstringer af giftige alger, kan de udskille så meget gift, at det bliver et sundhedsproblem for mennesker og dyr. Jo flere blågrønne alger, jo større risiko for forgiftning. Se badevandsprofilerne for at få nærmere information.
Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside her.