Grøn Trepart

Lemvig Kommune deltager aktivt i de to lokale treparter for henholdsvis Nissum Fjord og Limfjorden

På landsplan er der nedsat 23 lokale grønne treparter, der dækker hele Danmark. I de lokale treparter får de lokale landbrugs- og naturorganisationer sammen med kommunerne ansvaret for at udarbejde omlægningsplaner i løbet af 2025. Omlægningsplanerne skal vise, hvordan vi når de mål, som er indgået i aftalen om et Grønt Danmark, om at nedbringe udledningen af kvælstof til fjordene og CO2 til atmosfæren samt styrke skov, grundvandsbeskyttelse, natur og biodiversitet.

Med Aftale om Et Grønt Danmark fra juni 2024 har regeringen og parterne i Den Grønne Trepart besluttet at gennemføre den største forandring af det danske landskab i over 100 år.

Grøn Trepart er en aftale mellem Landbruget, naturinteresser og regeringen om at landbruget skal bevæge sig i en grønnere retning, der skaber bedre rammer for naturen, beskytter havmiljøet og reducerer klimapåvirkningerne fra landbruget – uden at trække tæppet væk under landbrugserhvervet.

Nogle arealer der i dag bruges til landbrugsproduktion, skal i fremtiden omdannes til heder, enge, naturlige ådale, moser og skove.

Med Den Grønne Trepart afsættes der omkring 43 milliarder kr. i Danmarks Grønne Arealfond til at gennemføre en gennemgribende omlægning af Danmarks areal:

  • 140.000 hektar, som i dag dyrkes på klimabelastende lavbundsjorde, omlægges til natur.
  • 250.000 hektar tilplantes med ny skov, svarende til størrelsen af Lolland, Falster og Bornholm tilsammen,
  • Vådområder og andet arealudtag reducerer udledningen af kvælstof med 13.780 tons for at forbedre vandmiljøet i landets søer, fjorde og kystvande.

Læs mere om Den Grønne Trepart:

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

KL´s hjemmeside om Grøn Trepart

Lokal trepart Nissum Fjord

Lokal trepart Limfjorden

Borgernes mulighed for at bidrage til omlægningsplanen

I Lemvig Kommune lægger vi vægt på at arbejde der, hvor borgerne kan se muligheder for forandringer i landskabet. Vi ønsker derfor, at modtage så mange forslag som muligt; forslag til vådområder, til minivådområder, til skovrejsning og til udvikling af mere natur.

Har du gjort dig tanker om at noget af din jord, mod kompensation, kan indgå i denne omstilling hen imod en grønnere Lemvig Kommune eller går du måske at overvejer at sælge hele eller dele af din ejendom, vil vi med glæde modtage dine forslag.

Ring eller skriv til os eller til udtagningskonsulenterne i Fjordland og fortæl om dine overvejelser. Så tager vi sammen en snak om dine muligheder og ønsker.

Emil Grøn Jensen v. Lemvig Kommune – emil.groen.jensen@lemvig.dk, tlf. 9663 1131
Fjordland – mail@fjordland.dk

Muligheder som lodsejer

Lemvig Kommune og Fjordland afholdt to identiske fællesmøder om den grønne trepart og kommunens omlægningsplan den 20. og den 21. maj 2025. På de to møder deltog tilsammen ca. 300 borgere bosat i Lemvig Kommune.

Formålet med møderne var at samle lokale lodsejere, landmænd og borgere for at drøfte, hvordan Lemvig Kommune i samarbejde med lodsejere og landmænd kan realisere målsætningerne i Den Grønne Trepart. Fokus var på at fremme frivillige løsninger, der bidrager til klima-, natur- og miljøforbedringer.

Baggrund og målsætninger

Lemvig Kommune er en del af vandoplandet til Nissum Fjord og Nissum Bredning. Kommunen skal inden udgangen af 2025 udarbejde en plan for reduktion af kvælstofudledning og identificere lavbundsjorde med potentiale for udtagning, med henblik på at reducere CO₂-udledning. Målet er at opnå disse reduktioner gennem frivillige aftaler med lodsejere.

Tiltagene omfatter blandt andet:

  • Etablering af vådområder
  • Udtagning af kulstofrige lavbundsjorde
  • Ekstensivering af landbrugsarealer
  • Skovrejsning

Der lægges vægt på multifunktionelle løsninger, der både tilgodeser klima, natur og mennesker – eksempelvis gennem forbedret biodiversitet, beskyttelse af drikkevand og øgede rekreative muligheder.

Indhold og oplæg

Møderne blev indledt med oplæg fra følgende personer:

Steffen Husted Damsgaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune, præsenterede kommunens rolle og opgaver i forbindelse med Den Grønne Trepart.
Leif Gravesen (formand) og Morten Agger (næstformand) fra Fjordland redegjorde for landbrugets bidrag og ansvar i Den Grønne Trepart.
Anna Worm, Fjordland, holdt et oplæg om lodsejernes muligheder for at bidrage til Den Grønne Trepart.
Mads Kjærstrup, Lemvig Kommune, gennemgik processen for etablering af vådområder og lavbundsprojekter.

Oplæg fra møderne kan findes her:

Oplæg fra Lemvig Kommune

Oplæg fra Steffen Damsgaard, Lemvig Kommune

Dialog og borgerinddragelse

Arrangementerne blev afholdt i en ramme, der lagde op til åben dialog og inddragelse af forskellige perspektiver. Begge mødeaftener var præget af engagerede lodsejere og konstruktive samtaler, hvor deltagerne bidrog aktivt med idéer og forslag til nye projekter ude ved tegnebordene. På tværs af begge møder, har over 70 lodsejere allerede kommet med konkrete ønsker til projekter, der kan bidrage til Lemvig Kommunes arbejde med Den Grønne Trepart.

Opfølgning

De mange idéer og input, som blev delt under fællesmøderne, vil nu blive samlet og indgå i det videre arbejde med kommunens omlægningsplan. Lemvig Kommune og Fjordland ser frem til at videreudvikle samarbejdet og omsætte de mange forslag til konkrete og bæredygtige projekter.

Hvis du efter møderne har fortrudt, at du ikke fik markeret dine arealer på kortet eller udfyldt en kontaktseddel, er du stadig meget velkommen til at tage kontakt. Vi modtager gerne nye idéer og forslag til projekter – kontaktoplysninger findes nedenfor.

Hvis du var forhindret i at deltage

Hvis du ikke havde mulighed for at deltage i møderne, er der fortsat rig mulighed for at bidrage. Som lodsejer kan du indsende idéer til projekter, hvor du ønsker at udtage arealer til vådområder, lavbundsprojekter, ekstensivering eller skovrejsning.

Informationsark med en oversigt over relevante tilskudsordninger, som lodsejere kan benytte sig af ses her. I Lemvig Kommune prioriterer vi at igangsætte projekter i områder, hvor lodsejere allerede viser interesse og engagement.

Henvendelser og projektidéer kan sendes til:

Emil Grøn Jensen v. Lemvig Kommune – emil.groen.jensen@lemvig.dk
Fjordland – mail@fjordland.dk