For at beskytte mennesker og miljø kortlægger Region Midtjylland arealer efter jordforureningsloven, hvor der enten er
- mistanke om jordforurening (vidensniveau 1) eller
- konstateret jordforurening (vidensniveau 2)
Regionen kortlægger på baggrund af historiske oplysninger tidligere aktiviteter på arealet eller på baggrund af oplysninger om de nuværende aktiviteter på arealet.
Hvad betyder en kortlægning for dig?
Du kan bruge arealet som hidtil. Kortlægningen får først betydning, hvis du skal bygge og grave i jorden, eller hvis du ændrer anvendelsen af arealet. Så betyder kortlægningen:
- at du skal søge om tilladelse ved Lemvig Kommune
- at du som hovedregel skal anmelde flytning af jord fra arealet til kommunen senest 4 uger i forvejen. I særlige situationer gælder der andre regler, som du kan få oplysninger om hos kommunen
- at du har pligt til at underrette eventuelle lejere og købere om, at arealet er kortlagt
Regionen undersøger ejendommen yderligere
Hvis V1-kortlagt areal er fastlagt som indsatsområde skal Region Midtjylland gennemføre en undersøgelse for at vurdere, om arealet skal kortlægges på vidensniveau 2 (fordi det er forurenet), eller om det kan udgå af kortlægningen (fordi det ikke er forurenet).
1-års regel for grundejere med bolig
Du har som udgangspunkt ret til at få gennemført en undersøgelse af din kortlagte grund inden for et år fra den dato, du har henvendt dig til Regionen.
Hvis du ønsker en undersøgelse, skal du kontakte Region Midtjylland, hvorefter regionen forholder sig til din anmodning.
Du skal være opmærksom på, at undersøgelsen kun omfatter den del af ejendommen, der anvendes til bolig eller boligrelaterede formål.
Kortlægningen offentliggøres
Oplysninger om kortlægningen indføres af Kort- og Matrikel-styrelsen i matrikelregisteret.
Kortlægningen bliver noteret i tingbogen.
Miljødata på kort kan findes her.