Lemvig Kommuner etablerer kvælstofvådområde ved Hveskær nord for Lomborg
Hveskær
Etablering af kvælstofvådområde Hveskær
Lemvig Kommune har fået tilsagn fra staten til at gennemføre et ca. 170 ha kvælstofvådområde ved Hveskær nord for Lomborg. Det primære formål med vådområdet er at fjerne kvælstof fra vandmiljøet og derved mindske udledningen af kvælstof til Nissum Fjord.
Forundersøgelser viste, at projektforslaget er teknisk muligt, at der kan opnås en kvælstoffjernelse på ca. 10 tons om året og udtages godt 40 ha tørvejord af drift. Forundersøgelsen viste også, at der generelt er god lodsejeropbakning fra de 5 lodsejere til at realisere projektet.
Første skridt mod at gennemføre projektet er at staten gennemfører en jordfordeling, så de lodsejere, der ønsker det, kan få erstatningsjord uden for projektområdet. Samtidig opkøbes jord fra de lodsejere som ønsker at sælge, og der fastlægges erstatninger for de lodsejere som får vådere jord. Hvis dette falder på plads til alles tilfredshed, går kommunen videre med at anlægge vådområdet. Hvis forhandlingerne om jordfordeling og erstatninger ikke falder på plads, bliver projektet opgivet.
Forundersøgelse og eventuel gennemførelse af projektet udføres af Lemvig Kommune i samarbejde med konsulenter og betales af EU og Staten.
Beskrivelse af projektet:
I området omkring Hveskær lukkes der grøfter og der sløjfes dræn. De drænsystemer, som løber til det centrale moseområde, afkobles hvor det er muligt og føres til overrisling. Herved skabes vådere forhold på et stort areal.
Forundersøgelsesrapporten kan fås ved henvendelse til Teknik & Miljø, Lemvig Kommune.
Placering af kvælstofvådområde Hveskær. Området ligger ca. midt mellem Lomborg og Bonnet Projektområdet er den røde polygont.
Projektet finansieres af EU samt Miljø- og Fødevareministeriet.
Link til Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne
Nyhed januar 2026
Jordfordeling gennemført
1. december 2025 blev jordfordelingen i vådområdeprojektet ved Hveskær en realitet. Det skete på et såkaldt kendelsesmøde, hvor jordfordelingsplanen formelt blev godkendt.
Forude venter nu anlæggelse af selve vådområdet. Lemvig Kommune planlægger med at detailprojekt, indhentning af myndighedstilladelser, udbud mm. kan gennemføres i løbet af foråret 2026.
Selve arbejdet med anlæggelse af vådområdet (sløjfning og omlægning af dræn, tilkastning af grøfter mm.) vil efter planen kunne gennemføres i efteråret 2026.
Der er tale om et projekt, som er kommet langt på kort tid. Efter en indledende lodsejerdialog med bistand fra Fjordland, gennemførte Lemvig Kommune i 2024 en forundersøgelse af et muligt projekt og ansøgte på basis af denne staten om midler til realisering (jf. beskrivelsen oven for).
Jordfordelingen påbegyndtes i april 2025 og er altså nu gennemført. Der er således tale om en usædvanlig hurtig jordfordeling.