Ramme Å

Lemvig Kommune etablerer kvælstofvådområde langs Ramme Å, syd for Ramme

Januar 2026

Etablering af kvælstofvådområde Ramme Å 

Lemvig Kommune har fået tilsagn fra staten til at gennemføre et ca. 500 ha kvælstofvådområde i ådalen langs Ramme Å, syd for Ramme. Formålet med vådområdet er at fjerne kvælstof fra vandmiljøet og derved mindske udledningen af kvælstof til Nissum Fjord.

Forundersøgelsen viste, at projektforslaget er teknisk muligt, at der kan opnås en kvælstoffjernelse på ca. 30 tons om året og en klimagasreduktion på ca. 2.100 tons CO2 ækvivalenter. Forundersøgelsen viste også, at der generelt er god lodsejeropbakning fra de 40 lodsejere til at realisere projektet.  

Første skridt mod at gennemføre projektet er at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø gennemfører en jordfordeling, så de lodsejere, der ønsker det, kan få erstatningsjord uden for projektområdet. Samtidig opkøbes jord fra de lodsejere som ønsker at sælge, og der fastlægges erstatninger for de lodsejere som får vådere jord. Hvis dette falder på plads til alles tilfredshed, går kommunen videre med at anlægge vådområdet. Hvis forhandlingerne om jordfordeling og erstatninger ikke falder på plads, bliver projektet opgivet.  

Forundersøgelse og eventuel gennemførelse af projektet udføres af Lemvig Kommune i samarbejde med konsulenter og betales af EU og Staten. 

Anlægsarbejdet i forbindelse med etablering af vådområdet omfatter i hovedtræk fjernelse af dige og pumpehus ved Ramme Å's udløb i fjorden, afskæring og omlægning af dræn, opfyldning af grøfter samt genslyngning af dele af Ramme Å. 

Forundersøgelsesrapporten kan fås ved henvendelse til Lemvig Kommune på teknik@lemvig.dk.

Figur 1: Placering af kvælstofvådområde Ramme Å. Projektområdet er den røde polygon

Lemvig Kommune undersøger mulighederne for kvælstofvådområde langs Ramme Å, syd for Ramme

December 2023

Lemvig Kommune har fået tilskud fra staten og EU til at undersøge mulighederne for at lave et vådområde i ådalene langs Ramme Å med tilløb, syd for Ramme. Formålet med projektet er at fjerne kvælstof fra vandmiljøet og reducere udledning af CO2 fra lavbundsarealer.

Projektet gennemføres som en del af Vandområdeplanernes indsats for at reducere udledningen af kvælstof til Nissum Fjord.

I forundersøgelsens tekniske del klarlægges om det er muligt at lave et eller flere vådområder indenfor undersøgelsesområdet og vi beregner, hvor meget kvælstof, fosfor og CO2-ekvivalenter projektet kan tilbageholde ved at hæve grundvandsstanden, omlægge dræn og udtage arealer af landbrugsdrift. I dialog med lodsejerne tilpasses projektet, og lodsejernes holdning til det fremkomne forslag afdækkes.

Undersøgelsesområdet på ca. 392 ha omfatter en strækning på ca. 6,5 km langs Ramme Å samt tilløbene Rysensten Bæk og Østerå, og berører ca. 50 lodsejere. En stor del af undersøgelsesområdet indgår i Landvindingslaget Ramme Å, og det undersøges om landvindingslaget med pumpestation skal opretholdes eller evt. justeres i omfang.

Efter forundersøgelsen

Når forundersøgelsen er færdig, skal der tages stilling til, om projektet kan og skal gennemføres. I den vurdering indgår blandt andet, om det er teknisk og miljømæssigt muligt at lave et vådområde, om der er sammenhæng mellem økonomi og effekt, og om lodsejerne er positive i forhold til projektet.

Forundersøgelse og eventuel gennemførelse af projektet udføres af Lemvig Kommune, men betales af Staten og EU. Miljøstyrelsen vurderer projektets faglige kvalitet, Landbrugsstyrelsen bevilliger tilskuddet og midler kommer fra Staten og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Projektet finansieres af EU samt Miljø- og Fødevareministeriet.
Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

Materiale fra lodsejermøde i Bøvling Forsamlingshus d. 7. maj 2024   

Oplæg fra Lemvig Kommune

Oplæg fra Fjordland 

Oplæg fra COWI

Kort over Ramme Å

Undersøgelsesområdet er angivet med sort streg

Logoer