Mange kæmper med utilstrækkelig søvn

Publiceret 10-08-2026

I Lemvig Kommune er det mere end 2.200 voksne borgere

Vækkeur på natbord med sovende ung pige bagved i sengen

En stigende andel danskere oplever, at de ikke får nok søvn til at føle sig udhvilet. I dag gælder det 15 procent af den voksne befolkning – det svarer til omkring 800.000 danskere. I Lemvig Kommune svarer det til mere end 2.200 borgere. Det viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, som bygger på svar fra mere end 10.000 danskere i den nationale Sundheds- og sygelighedsundersøgelse, SUSY-2025.

Her svarer 15 procent, at de aldrig eller næsten aldrig får søvn nok til at føle sig udhvilet. I 2013 var det 11 procent.

”Hver gang, vi undersøger danskernes søvn, ser vi en udvikling i den forkerte retning. Det er bekymrende, da søvn er en afgørende forudsætning for vores fysiske og mentale sundhed,” siger seniorforsker og forskningsleder Anne Illemann Christensen, der er en af forskerne bag rapporten.

Mere end hver tredje opfylder ikke anbefalingerne

Rapporten viser også, at 35 procent af den voksne befolkning ikke har en søvnlængde, der svarer til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

For voksne mellem 18 og 64 år lyder anbefalingerne på 7-9 timers søvn i døgnet, mens personer over 65 år anbefales 7-8 timer. Da søvnbehovet til en vis grad varierer fra person til person, angives det i anbefalingerne, at både mindre og mere søvn for nogle kan være passende.

Ifølge Anne Illemann Christensen er det vigtigt at få tilstrækkeligt med søvn, men god søvn handler også om kvalitet. Med andre ord gælder det om at få både nok og god nok søvn.

”Både for lidt og dårlig søvn kan påvirke éns livskvalitet, sundhed og helbred. På kort sigt kan søvnproblemer føre til dårligere koncentration, lavere humør og nedsat præstationsevne. På længere sigt er det forbundet med øget risiko for blandt andet forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme, type 2-diabetes, psykiske lidelser og tidlig død.”

Søvn hænger sammen med sundhed og trivsel

Rapporten peger også på en klar sammenhæng mellem søvn og generel sundhed.

Personer, der ikke føler sig udhvilet eller ikke sover som anbefalet, har oftere andre udfordringer.

De lever oftere med en langvarig sygdom, mens de i mindre grad har højt mental velbefindende og i mindre grad vurderer eget helbred som godt. Samtidig ryger de oftere, drikker mere alkohol og er mindre fysisk aktive.

Anne Illemann Christensen understreger dog, at undersøgelsen er et tværsnitsstudie og ikke kan sige noget om, hvad der er årsag, og hvad der er virkning.

”Undersøgelsen giver et øjebliksbillede, og derfor kan vi ikke sige, om dårlig søvn er årsagen til problemerne, eller om problemerne fører til dårlig søvn. Dårlig søvn kan føre til mistrivsel eller sygdom, men omvendt kan dårlig trivsel og sygdom også føre til dårlig søvn. Uanset hvad, er det et vigtigt budskab, at søvn hænger tæt sammen med både fysisk og mental sundhed.”

Skærme og bekymringer forstyrrer søvnen

Når danskerne selv forklarer deres søvnproblemer, peger mange på skærmbrug. Især blandt unge i alderen 16-24 år, hvor omkring to tredjedele angiver mobiltelefon, tv eller andre skærme som årsag til, at de kommer for sent i seng.

Tanker og bekymringer om familie og personlige forhold er også en hyppig årsag – særligt blandt kvinder, hvor 40 procent peger på det mod 31 procent blandt mænd.

Blandt ældre danskere er det derimod ofte toiletbesøg og fysiske symptomer fra sygdom, der afbryder søvnen.

Søvn påvirkes af mange faktorer

Studier viser, at søvnproblemer sjældent opstår af én enkelt årsag, men er ofte resultatet af et samspil mellem flere faktorer. Psykisk belastning og stress spiller en væsentlig rolle, og samtidig har blandt andet fysisk aktivitet, alkoholforbrug og skærmbrug betydning.

Ifølge Anne Illemann Christensen kan gode søvnvaner – også kaldet søvnhygiejne – være med til at forbedre søvnen.

”God søvnhygiejne indebærer blandt andet regelmæssige sengetider, mindre koffein før sengetid og at undgå skærme i soveværelset. Vores daglige vaner kan både fremme og hæmme god søvn,” siger hun.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Foto: Colourbox

Læs rapporten her

Sover du dårligt?

Se Lemvig Kommunes råd til God søvn og mulighed for rådgivning og forløb:

Sov Godt