Lemvig Kommune foretager i den kommende tid en række organisationsændringer på sundheds- og ældreområdet. Rigtigt meget fungere rigtigt godt, som det er nu. Man har en høj faglighed og kompetence medarbejdere. Det ønsker kommunen at fastholde, og derfor er det vigtigt at følge med tiden og udviklingen i behovet fra kommunens borgere.
Derfor er det besluttet at man ændrer organisering fra at være baseret på geografi og i stedet skaber en organisering som er baseret på faglige funktioner og opgaver. En ændring som vil komme både medarbejdere, ledere og borgere til gode.
Baggrund for ændringsforslaget
Lemvig Kommune ser ind i en fremtid, hvor opgaverne bliver flere i takt med ældrebefolkningens udvikling og opgaverne bliver mere varierede. Herudover bliver sundhedsopgaverne mere komplekse som følge af de opgaver, man i kommunen overtager fra sygehusvæsenet. At fastholde et højt fagligt niveau er afgørende for fastholdelse af medarbejdere og lige så væsentligt for at tiltrække nye. Derfor ser man behovet for at justere i organisationen, så der i stedet for en organisering, der baseret på geografi, skabes en organisering med udgangspunkt i faglige funktioner og opgaver.
Det betyder organisationsændringen
Konkret betyder det at man ændrer navnet fra ”Ældreafdelingen” til ”Visitation og hjælpemidler”. Derudover bliver de nye funktionsområder inddelt i centre med hver deres centerleder. Det betyder at man på ældreområdet etablerer to centre. Center for hjemmepleje og dagcentre og Center for plejeboliger. Hver center tildeles sin egen centerleder. Herudover flyttes sygeplejen fra ældreområdet og over til sundhedsområdet hvor man etablerer Center for sygepleje og midlertidige ophold, som på lige vilkår med de andre nye centre også tildeles sin egen centerleder.
En bedre løsning for alle parter
Intentionen med den nye organisering er at skabe en bedre løsning for både medarbejdere, ledere og borgere. Fra medarbejdernes perspektiv handler det om at fastholde et højt fagligt niveau, tiltrække nye kolleger og skabe gode rammer for faglige udviklingsmuligheder. For lederne vil det betyde et mere fokuseret opgaveområde samt en mere ensartet opgavefordeling mellem centerledere og chefer. For borgerne betyder det mere ensartet service på tværs af kommunen.
- Vores fornemmeste opgave som kommune er at skabe den bedst mulige service for vores borgere, derfor er vi forpligtet til at udvikle os i takt med det behov som befolkningsudviklingen skaber. Med den nye organisationsstruktur skaber vi rammerne for at fastholde den høje kvalitet på vores serviceydelser på sundheds- og ældreområdet siger Pia Ulv Helleland, Direktør for Social og Sundhed og Arbejdsmarked og Integration.