Kære borgere, lokale virksomheder og øvrige samarbejdspartnere,
Endnu et år er gået, og vi kan se tilbage på et 2024 fyldt med spændende begivenheder og store fremskridt i Lemvig Kommune.
Vi er stolte over at Lemvig Kommune igen i år har landets mest tilfredse forældre. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at forældre til børn i både folkeskoler og SFO’er er yderst tilfredse med kvaliteten af vores uddannelsestilbud. Dette er en stor anerkendelse af vores dygtige lærere og pædagoger, som hver dag arbejder for at skabe de bedste rammer for vores børn.
Geopark Vestjylland har fået det grønne kort fra UNESCO, hvilket betyder, at vi kan fortsætte som en UNESCO Global Geopark de næste fire år. Dette er en blåstempling af vores arbejde med at formidle vores unikke geologi og kulturhistorie. Vi ser frem til at udvikle geoparken yderligere og skabe endnu flere spændende oplevelser for både lokale og besøgende.
Lemvig Sundhedshus har året igennem afholdt talrige spændende arrangementer. Sundhedshuset bakkede op om ”Forskningens døgn” med et to dages arrangement som demonstrerede fremtidens sundhedsteknologi, spændende foredrag og fremtidig teknologi indenfor sundhedsområdet. Senere på året inviterede Lemvig Sundhedshus kolleger fra nabokommunerne til VR-workshop hvor en række virksomheder demonstrerede hvordan VR-teknologi kan være nyttig i den kommunale opgaveløsning til gavn for borgerne.
Lemvig Kommune er igen i år blandt de bedste erhvervskommuner i Danmark. Vi har opnået en flot 8. plads i Dansk Industris undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed. Dette viser, at vores indsats for at skabe gode vilkår for erhvervslivet bærer frugt, og vi vil fortsætte med at styrke samarbejdet med vores lokale virksomheder.
En af årets store nyheder er, at brintforbindelsen til Idomlund bliver en realitet. Dette projekt er et vigtigt skridt mod at gøre Nordvestjylland til en central energihub for grøn energi. Vi ser frem til de mange muligheder, dette vil bringe for vores område. Samarbejdet ”Klog Energi” forsætter, og man har i år lanceret en ny og forbedret version af hjemmesiden Klogenergi.dk som blandt andet viser et interaktivt kort over VE-projekter i hele Nordvestjylland.
Også Lemvig by har blomstret i 2024 med mange gode og velbesøgte begivenheder og aktiviteter. Besøgstallene i lystbådehavnene er endnu engang steget i forhold til forrige år, det vidner om at mange turister vælger Lemvig til når de skal vælge feriedestination. Som sædvanligt har vores lokale turistorganisation Lemvig-Thyborøn, Turisme og Handel stået for talrige arrangementer. Lokalt gadekøkken, Krabbefestival og senest lysfest – alle med stor succes og masser af deltagere fra både nær og fjern.
På Harboøre Tange snurrer vingerne nu på verdens største vindmølle. Med en højde på 266 meter og en vægt på 1750 tons er denne vindmølle et imponerende syn og et symbol på vores engagement i den grønne omstilling. Møllen ejes af 2800 lokale borgere, ca. hver femte borger over 18 år i Lemvig Kommune. Sammen udgør de verdens største vindmøllelaug. Endnu et VE-projekt hvor Lemvig Kommune og Nordvestjylland går forrest og viser vejen når det kommer til etablering af vedvarende energi med lokal borgerinddragelse.
Første etape af Projektet Thyborøn 2.0 er godt i gang. Dette projekt vil skabe nye, attraktive udearealer og forbedre infrastrukturen i Thyborøn, hvilket vil styrke byens position som en attraktiv feriedestination. Vi glæder os til at se de positive forandringer, dette vil bringe til området.
Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår. Tak for jeres støtte og samarbejde i 2024. Vi ser frem til et nyt år med nye muligheder og spændende projekter.
Med venlig hilsen,
Erik Flyvholm
Borgmester, Lemvig Kommune