Skilsmissegrupper er et tilbud til børn og unge i 0. - 9. klasse, som har oplevet forældrenes skilsmisse. Tilbuddet er gratis.
Hvad handler skilsmissegrupper om?
En skilsmisse opleves som en sorg for mange børn og unge. De kan derfor have behov for et fortrolighedsrum til at snakke om de tanker og følelser, de kommer til at stå med, når forældrene bliver skilt. For børnene kan det opleves som en lettelse at kunne tale frit i gruppen uden at frygte, at man sårer sine forældre. Det kan være rart at erfare, at der er andre børn og unge, der oplever nogle af de samme ting, som én selv. Desuden vil forløbet give børnene mulighed for at lære af hinandens erfaringer med hensyn til, hvordan man kan håndtere den nye familiesituation.
- Undervejs i gruppeforløbet kommer vi omkring følgende temaer:
- Tale om svære ting.
- Tanker og følelser forbundet med skilsmissen.
- Barnets erindringer fra, da mor og far gik fra hinanden.
- Indre ressourcer og ydre ressourcer omkring barnet - hvad kan man gøre, og hvad gør andre børn, når det er svært.
- Mærkedage efter skilsmissen
Hvem kan være med?
Børn og unge bosiddende i Lemvig Kommune. Tilbuddet henvender sig til alle børn og unge, der går i 0. – 9. klasse, som har oplevet forældrenes skilsmisse, og som har brug for støtte til at bearbejde dette. Søskende og halvsøskende vil ikke gå i samme gruppe, af hensyn til børnenes mulighed for at kunne tale frit i gruppen. Grupperne sammensættes efter alder, og derfor kan det blive aktuelt at man venter til det næste hold for et bedre match.
Hvornår mødes vi?
Vi mødes seks gange à to timer hver 14. dag. Den sidste gang, inviteres forældrene med til afslutning.
Der er mødepligt i gruppen. Der vil være opstart i uge 36 (tirsdag d. 3/9 2024) eller uge 37 (tirsdag d. 10/9-2024)
Grupperne ledes af pædagoger med uddannelse i børnegrupper.
Senest tilmelding til forløbet er i uge 34, tirsdag den 21/8 2024
Der sendes besked i uge 35 om optagelse, og informationsbrev om forløbet. Der kan blive tale om, at man tilbydes et forløb senere på året, hvis holdet er fyldt op.
Har du spørgsmål?
Er du velkommen til at kontakte:
Marianne Dræby
Tlf.: 29217182
Mail: marianne.draeby@lemvig.dk