
Tilbage i februar afholdt Rom gl. skole koncert med Malte Ebert på 18b i Harboøre, om lidt kan du se projektet på Tv2 og Tv Midt Vest.
På Rom gl. skole, et aktivitetstilbud for mennesker med nedsat funktionsevne, arbejder man på, at medarbejderne får en meningsfuld hverdag, får opfyldt sine ønsker og håb for det gode liv, og indimellem at opfylde drømme!
Og drømmen? At holde et brag af en koncert med ingen mindre end Malte Ebert i samarbejde med kultur- og koncert stedet 18b i Harboøre!
Arbejdet med at planlægge og afholde en koncert var den perfekte udfordring, og hos Rom gl. skole, der elsker man udfordringer. Det gør de fordi, det netop er her, man finder ud af, at man kan meget mere end man gik og troede.
Omhyggelig planlægning og fuld besætning
At afholde koncert med en populær hitsanger og kunster kræver omhyggelig planlægning. Derfor brugte Rom gl. skole ikke mindre en tre måneder på forberedelserne. Alle medarbejdere har meldt sig på forskellige udvalg som spænder over journalistudvalg, udvalg til at designe merch, socialt medieudvalg, pedeludvalg, barudvalg og mange flere – alle var involverede og allerede inden koncertdagen oprandt, var alle deltagere fyldt af stolthed over hvad man kan, når bare man gør det i fællesskab.
Selve koncertdagen var en kæmpe succes og bød på flere stjernestunder end man på nogen måder kunne drømme om.
TV Midt Vest har fulgt projektet tæt, og det kulminerer i en TV-udsendelse med navnet ”Stjernerne og Malte Ebert” som kan ses på TV 2 mandag 12. maj kl. 20. Allerede fredag 9. maj kl. 19.30 kan du se snigpremiere på TV MidtVest.