3. maj var dagen, hvor Lemvig Kommune og Region Midtjylland åbnede dørene til Sundhedshus Lemvig. Få uger efter Regionshospitalet i Gødstrup blev indviet af Hendes Majestæt Dronning Margrethe.
Åbningen blev markeret med en reception for inviterede gæster og åbent hus for byens borgere og andre med interesse for, hvad det er for et sundhedstilbud, der nu er samlet under et nyt tag i Lemvig. Fra både kommune og region var der tydeligt glæde over, at det i samarbejde er lykkedes at skabe et sundhedshus, som er borgernes hus.
” Vi glæder os utroligt meget over, at Sundhedshuset i Lemvig nu kan indvies og tages i brug. Jeg er sikker på, at vi alle vil få god og professionel sundhedshjælp i huset. Her er borgeren i centrum, og det uanset om det er kommunale eller regionale sundhedstilbud” siger borgmester Erik Flyvholm fra Lemvig Kommune.
Borgmesteren deltog selv til indvielse af det nye Regionssygehus i Gødstrup fredag den 22. april, som Hendes Majestæt Dronning Margrethe indviede. Aftalen om Sundhedshuset i Lemvig i Vestjylland blev født netop i forbindelse med beslutningen om placeringen af Regionssygehuset i Gødstrup.
Formanden for Udvalg for nære sundhedstilbud i Region Midtjylland, Else Søjmark, benyttede den officielle åbning af sundhedshuset til at takke alle dem, der har bidraget til at etablere et sundhedshus med visioner.
– Tillykke med jeres nye sundhedshus. Jeg håber det er tydeligt for alle, at sundhedshuset er borgernes hus, hvor mange vil stå sammen om at hjælpe sundheden og trivslen på rette vej. Fra regionen vil jeg gerne sende en særligt tak til alle, der bidrog med ønsker og ideer til hvilke tilbud netop jeres sundhedshus skulle rumme. En af husets visioner er at udfordre vanetænkning i sundhedstilbud. Det arbejde glæder jeg mig til at følge, siger Else Søjmark, formand for Udvalg for nære sundhedstilbud.
Ud over stærke ambitioner om at ville mere, så rummer Lemvig Sundhedshus i dag en række private, regionale og kommunale sundhedstilbud til borgerne. Blandt andet: private lægeklinikker og kommunale sundhedstilbud som Hjerte-, KOL-, Kræft- og Rygrehabilitering, klinisk diætist, forebyggende motionstilbud, søvnrådgivning, stress- og smertehåndtering, tilbud fra Center for Rusmidler og Center for Kommunikation, samt Lemvig-områdets hjemmepleje, sygepleje og områdeterapeuter.
Af hospitalstilbud er der bl.a. akutklinik, lægevagt, røntgen, blodprøvetagning, Klinik for Almen Medicin og et neurorehabiliteringsafsnit under Hammel Neurocenter med 13 senge.
Desuden danner Sundhedshuset ramme om aktiviteter og arrangementer, som patientforeninger og andre interesserede ønsker at stable på benene.
Den fulde oversigt over tilbud kan ses på Sundhedshusets hjemmeside