Tirsdag aften var repræsentanter fra lokale virksomheder samlet til ESG ceremoni. Virksomhederne har det til fælles, at de indgår i Jobcenter Lemvigs netværk for virksomheder som yder en vigtig social ESG-indsats.
Virksomhederne gør en bemærkelsesværdig forskel ved at stille en eller flere praktikpladser til rådighed og dermed hjælpe borgere på kanten af arbejdsmarkedet på vej tilbage til ordinære timer.
91 netværksvirksomheder
I sommeren 2023 indgik Jobcenter Lemvig de første netværksaftaler med virksomheder – i dag tæller netværket 91 medlemmer og i alt 160 praktikpladser. Virksomheder har i mange år stillet praktikpladser til rådighed, men det nye består i, at man siden sommeren 2023 er begyndt at indgå mere formelle aftaler med virksomhederne hvilket også har styrket dialogen og samarbejdet omkring den fælles sociale indsats. Det har blandt andet gjort det nemmere for Jobcenterets konsulenter at finde de rette praktikpladser til borgernes ønsker.
En forskel for både borgere og virksomheder
Virksomhedernes indsats har afgørende betydning for de medborgere der har brug for hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Flere undersøgelse viser, at virksomhedspraktik er en af de allermest effektive veje tilbage til ordinær beskæftigelse, da det giver borgeren værdifuld erhvervserfaring, et styrket netværk og ikke mindst kompetenceudvikling.
Udover at være værdifuldt for borgeren giver det også arbejdsgiveren mulighed for at opdage talentfulde medarbejdere og en mulighed for at bidrage til at tage et vigtigt socialt ansvar.
Diplom og anerkendelse
Formålet med ceremonien var at takke virksomheder for den vigtige sociale ESG-indsats og for det gode samarbejde med Jobcenter Lemvig. Som en anerkendelse for det flotte arbejde fik virksomhederne tildelt et diplom for indsatsen. Udover anerkendelse og ros, giver det også virksomhederne mulighed for at skabe synlighed omkring den sociale indsats som de udfører.