Fonden Thyborøn og Lemvig Kommune er i fuld gang med det ambitiøse udviklingsprojekt ”Thyborøn 2.0: Den maritime kraft”, der sigter mod at styrke byen som en af Vestkystens mest attraktive feriedestinationer. Projektet, som strækker sig fra medio 2023 til udgangen af 2027, har et samlet budget på 34 millioner kroner og har blandt andet modtaget væsentlig støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU’s Regionalfond.
Projektet følger den strategiske fysiske udviklingsplan for Thorsminde-Thyborøn og omfatter tre etaper, der tilsammen vil forbedre byens infrastruktur og skabe nye oplevelsesmuligheder for både borgere og besøgende. Projektet skal fremme turismeudviklingen ved at styrke de fysiske forbindelser mellem byens attraktioner, strand, havn og handelsgade, men også sikre byen mod stormfloder og klimaforandringer.
Rambøll valgt som totalrådgiver
I forbindelse med de to sidste faser af projektet er det nu blevet offentliggjort, at Rambøll er valgt som totalrådgiver. Rambøll vil i samarbejde med deres underrådgiver LYTT Architecture as udvikle etape 2 og 3 og bringe deres ekspertise indenfor infrastruktur, byudvikling, klimasikring og bæredygtighed i spil for at opnå projektets mål.
- Vi er glade for samarbejdet med Rambøll og LYTT Architecture as, som bringer en solid erfaring i store udviklingsprojekter. Deres arbejde vil være en central del i at skabe sammenhængende og attraktive løsninger, der understøtter byens vækst og identitet, siger borgmester Erik Flyvholm.
En investering i fremtiden - styrkelse af forbindelser og stormflodssikring i fokus
Et af de primære mål med projektet er at skabe en bedre forbindelse mellem byens områder, herunder attraktioner, havn, handelsgader og rekreative områder. Ved at styrke den naturlige wayfinding og udvikle stiforbindelser og opholdsrum er ideen at gøre det lettere for besøgende og lokale at navigere i byen og få en helhedsoplevelse, der binder forskellige områder sammen. Dette vil øge synergien mellem byens aktiviteter og attraktioner og gøre Thyborøn til en mere sammenhængende destination.
Etape 1, der er under udførelse, fokuserer på at skabe attraktive udearealer ved blandt andet De Røde Huse og på at forbedre forbindelserne mellem strandene, attraktioner og havnen. Designet i etapen styrker den lokale identitet ved at omfatte elementer inspireret af Thyborøns sandklitter, buskbeplantning og høfder. Designelementerne skal videreføres i både etape 2 og 3 og skabe en rød tråd, der binder hele projektet sammen.
Etape 2 omfatter en ankomstplads, bedre udnyttelse af parkeringsområder og en række forbindelser og ophold, mens stormflodssikringen af byen er en vital del af projektet i etape 3. En ny stormflodsbarriere skal beskytte Thyborøns nordlige del mod klimaforandringer og samtidig skabe nye rekreative muligheder, som kan tiltrække besøgende og forbedre livskvaliteten for byens beboere. Stormflodssikringen vil dermed være en essentiel del af byens bæredygtige udvikling og sikre en tryggere fremtid for både lokale og turister.
Dialog og samarbejde
Fonden Thyborøn og Lemvig Kommune har været i tæt dialog med lokale aktører og borgere for at sikre, at projektet afspejler byens behov og ønsker.
- Vi har haft mange positive møder og modtaget værdifuld feedback fra lokalbefolkningen, som vi ser frem til at overdrage til rådgiverne i udviklingen af de videre faser af projektet, tilføjer borgmester Erik Flyvholm.
Med ”Thyborøn 2.0: Den maritime kraft” styrkes Thyborøns position som en moderne og bæredygtig feriedestination, der omfavner både historie og fremtid.
Fakta om ”Thyborøn 2.0: Den maritime kraft”
- ”Thyborøn 2.0: Den maritime kraft” består af tre etaper, som tilsammen skal binde aktiviteter, oplevelser, museer mv. i Thyborøn sammen med forbedret infrastruktur, p-pladser, forbindelsesstier og opholdsrum. Etape 1 er åbningstrækket fra realiseringen af ”Strategisk-fysisk udviklingsplan Thorsminde-Thyborøn”.
- Fonden Thyborøn og Lemvig Kommune er samarbejdspartnere på projektet, som også finder sted på en del af Thyborøn Havns og Naturstyrelsens arealer.
- Realdania bidrager med 5 mio. kr. og Fonden Thyborøn og Lemvig Kommune med hver 2,5 mio. kr. til realiseringen af etape 1. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har bevilliget 24 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremme-midler og EU’s Regionalfond til alle tre etaper i projektet.
Kontaktinformation:
Kontaktperson for Lemvig Kommune: Projektleder Kristine Løser, tlf. 9663 1105
Kontaktperson for Fonden Thyborøn: Direktør, Karen Marie Pedersen, tlf. 2030 7936
Se i øvrigt mere info om projektet ved at klikke her