
Hvordan kan kunstig intelligens skabe vækst og udvikling i din virksomheder? Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når Lemvig Kommune inviterer til efterårets erhvervskonference onsdag den 9. oktober hos Højgaards.
Erhvervskonferencerne er efterhånden blevet en fast tradition, hvor virksomheder fra hele kommunen mødes på tværs af brancher og størrelser for at netværke, få ny viden og blive inspireret til, hvordan de kan udvikle deres forretning.
I år er temaet “Kunstig intelligens som katalysator for vækst”. Den teknologiske udvikling går stærkt, og AI er ikke længere fremtidsmusik. Mange virksomheder oplever allerede nu, hvordan teknologien kan optimere processer, skabe nye muligheder og frigøre ressourcer.
Kunstig intelligens kan ikke alene effektivisere, men også åbne døren til helt nye forretningsmodeller og løsninger. Til konferencen får vi inspiration fra en af landets førende eksperter, som kan sætte ord på, hvad teknologien betyder for virksomhederne i Lemvig Kommune
Til at folde temaet ud kommer Preben Mejer, der er kendt som IT-guru og en af landets førende eksperter inden for teknologisk udvikling. Han vil med sin mangeårige erfaring og skarpe blik for trends give deltagerne konkrete bud på, hvordan AI kan skabe værdi – ikke kun i store virksomheder, men også i små og mellemstore virksomheder.
Der bliver som altid også tid til at netværke og hilse på andre virksomheder i området. Erhvervskonferencen er et fyraftensmøde, så det er nemt at deltage – og der er plads til virksomheder fra alle brancher.
Tilmeldingen er åben frem til den 3. oktober, og alle interesserede virksomheder er velkomne.