Alle ejere af en ejendom vil modtage ejendomsskattebilletten. Én ejer vil modtage den originale ejendomsskattebillet med indbetalingsoplysninger, og den/de øvrige ejere vil modtage en ejendomsskattebillet med påtrykt ”kopi”.
For de ejendomme, der ikke er tilmeldt betalingsservice, vil girokort til 1.rate blive tilsendt med ejendomsskattebilletten i februar og girokort til 2. rate vil blive sendt i august.
1. rate kan være forskellig fra 2. rate. Det skyldes, at grundejerforeningskontingent, eventuelle skyldige renter og gebyrer fra tidligere år samt dagrenovation opkræves på 1. rate.
Hvad er ejendomsskat
Som ejer af fast ejendom skal du betale ejendomsskat og ejendomsværdiskat. Ejendomsskat betaler du til Lemvig kommune, mens SKAT opkræver ejendomsværdiskatten via din forskudsopgørelse/årsopgørelse.
Ejendomsskat består af grundskyld og dækningsafgifter. Grundskyld til kommunen beregnes af grundværdien minus fradrag for forbedringer. For offentlige ejendomme opkræves der dækningsafgift af såvel forskelsværdi som grundværdi.
For skatteåret 2020 er promillerne i Lemvig fastsat til 28 ‰ – dog kun 7,2 ‰ af landbrugs-/produktionsjord.
Skatterne skal betales over 2 rater med forfaldstidspunkt hhv. 1. marts og 1. september. 1. rate dækker perioden 1.1 -30.6 og 2. rate dækker 1.7-31.12.
Beskatningsgrundlag
Ejendomsskatten for indeværende år beregnes på baggrund af den ansatte grundværdi ved vurderingen pr. 1. oktober med virkning fra det andet kalenderår, der følger efter det år hvori vurderingen er foretaget. F.eks. vil en ejendomsvurdering pr. 1. oktober 2013 få virkning fra og med 2015.
Henvendelse ang. ejendomsvurdering på www.vurdering.skat.dk ved at klikke her, eller ring på tlf. nr. 72 22 18 18
Afgifter
På ejendomsskattebilletten opkræves diverse afgifter som f.eks.:
Renovation – henvendelse kan ske til www.nomi4s.dk ved at klikke her eller på tlf. 96 10 62 40
Skorstensfejning - henvendelse kan ske til Skorstensfejer Teddy Jeppesen, tlf. 23 44 57 79.
Kontingent for grundejerforening – henvendelse kan ske til formanden for den enkelte grundejerforening.
Pumpe- dige- og landvindingslag – henvendelse kan ske til formanden for det enkelte lag.
Lemvig Vand og Spildevand A/S opkræver statsafgift på vand og spildevand på vegne af Lemvig Kommune – henvendelse kan ske til LVS A/S, tlf. 96 90 80 00
Renter og gebyr
Såfremt ejendomsskatten ikke betales rettidigt, tillægges pt. gældende rente pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen. Der opkræves desuden 250 kr. i gebyr ved udsendelse af rykker. Renterne og gebyret opkræves på næste års ejendomsskattebillet.
Ved manglende betaling vil kravet blive sendt til inddrivelse hos SKAT.
Ejendomssalg
Hvis der sker ejerskifte inden begge rater er betalt, vil køberen få tilsendt ny ejendomsskattebillet og girokort enten via digital post eller brev. Sælger bliver automatisk afmeldt Betalingsserviceordningen i forbindelse med registrering af ejerskifte hos kommunen. Registreringen vil ske, når skødet er tinglyst.
Ved ejerskifte skal en eventuel refusion af ejendomsskat klares af den medvirkende ejendomsmægler/advokat. Girokort må ikke overlades til ny ejer.
Ved delsalg af ejendomme må fordelingen af skatter og afgifter ske gennem køber og sælger indtil ejendommen er selvstændig vurderet.
Det kan tage omkring to år inden selvstændig vurdering har fundet sted.
Betaling
Kan ske via PBS, netbank, posthus og pengeinstitutter ved hjælp af de udsendte indbetalingskort. Spørgsmål vedr. betaling kan rettes til Borgerservice.
Lemvig Kommune anbefaler brug af PBS for at undgå rykker.
Du kan udskrive ny ejendomsskattebillet på www.borger.dk ved at klikke her.
Indefrysning af ejendomsskat
Hvis du er fyldt 65 år, får efterløn eller socialpension har du mulighed for at få indefrosset ejendomsskatten i din helårsbolig eller dit sommerhus.
Der skal være en vis friværdi i ejendommen, så der kan stilles sikkerhed for de beløb, der indefryses. Der beregnes renter af de indefrosne beløb med en rente på halvdelen af Nationalbankens diskonto. Renten er ikke fradragsberettiget.
Du kan ansøge om lån til betaling af ejendomsskat her.