Planerne er store. Pengene er store. Mange arbejdspladser kan være på vej til Vestjylland og Lemvig Kommune, hvis kommende milliardinvesteringer i grøn energi bliver til virkelighed. Sådan lød det på Lemvig Kommunes Erhvervskonference torsdag med temaet ”Grønne energiinvesteringer i Nordsøen – forretningsmuligheder til havs, i havn, på land”.
Mod, fleksibilitet, initiativ, dialog og tro er helt afgørende, hvis lokale virksomheder skal høste frugter af de mange investeringer, der er på vej, og blive medproducenter eller underleverandører til store og pengestærke virksomheder, der er i gang med vindmølleparker, Power-to-X anlæg og andre anlæg i området.
Rejse ud i det blå
Det er budskabet fra konferencens talere, Niels Erik Madsen, direktør ved Skovgaard Energy, Lars Hansen programdirektør ved Ørsted og Kristian Jensen, direktør ved Green Power Denmark.
- Det er en rejse med mange ubekendte, ikke meget kan planlægges i detaljer og ingen ved reelt, hvor vi ender. Ja, er på vej hen. Men med samarbejde går det fremad, lød det flere gange.
Infrastruktur
Vestjylland har noget nær ideelle forudsætninger for at blive endnu større leverandører af el. Det kræver omfattende investeringer i infrastruktur. Strømmen skal omformes til andre energikilder, som brint og ammoniak, for at kunne lagres, transporteres og eksporteres.
Opbevaring og lagring er vigtigt, ellers risikerer vindmøller til havs og på land at stå stille mange gange, når det blæser, fordi strømmen ikke umiddelbart kan anvendes eller bruges.
Konkurrencefaktor
Vigtigt er det, at grøn energi bliver et afgørende parameter for virksomheder og forbrugere i fremtiden.
- Forbrugere vil i fremtiden ikke eller i mindre grad købe produkter, hvis de ikke er produceret med grøn og bæredygtig energi. Kort sagt, grøn energi og produktion bliver en afgørende konkurrencefaktor, siger Kristian Jensen.
Mange arbejdspladser
Hvis Danmark skal nå sine klimamål og reducere udslip af CO2 inden 2030, bliver der skabt mange nye arbejdspladser. Beregninger viser, at der skabes 45.000 nye årsværk hvert år de kommende syv år alene i den direkte grønne sektor. Oven i skal lægges arbejdspladser i tilhørende sektorer.