Lemvig Kommunes kommunalbestyrelse besluttede på gårsdagens bestyrelsesmøde at ansøge minister for byer og landdistrikter om tilladelse til at planlægge et nyt byzoneareal ved Klimapark Ramme. Omdannelse fra landzone til byzoneareal er nødvendigt for, at området kan huse nye grønne virksomheder, som vil udnytte overskudsressourcer fra PtX-anlægget til at teste og demonstrere ny teknologi og cirkulær erhvervsudvikling.
Næste skridt på rejsen i det grønne energieventyr
Da man i sin tid godkendte ansøgningen om at etablere et Power-to-X anlæg i Ramme, var det blandt andet med håbet om, at det på sigt ville medføre yderligere erhvervsudvikling og nye arbejdspladser. Det er netop denne udvikling, som tilladelsen fra ministeren vil bane vejen for. Man estimerer, at de nye virksomheder til sammen vil beskæftige mellem 50-100 medarbejdere, det præcise tal kendes dog først når driften påbegyndes.
– Nu ser vi for alvor potentialet i arbejdet med grøn omstilling og VE-produktionen udfolde sig. Det er en meget positiv udvikling som er på vej omkring anlægget i Ramme, og vi ser frem til at følge med i, hvordan den grønne energi snart kan forædles yderligere her i området, frem for at den blot sendes videre ned gennem landet. Det vil have stor betydning lokalt og vi glæder os over at de virksomheder som er på vej ovenikøbet kan skabe den mængde af arbejdspladser her i kommunen, siger Lemvig Kommunes borgmester Erik Flyvholm.
Ammoniakmotor og rejeopdræt
De konkrete projekter og virksomheder, der undersøger mulighederne for at etablere sig i området er ”NH3 Spark” og det svenske selskab ”WA3RM”
Med projektet ”NH3 Spark” samarbejder MAN, DTU og Skovgaard Energy om at udvikle, teste og drifte et MAN motorkraftværk med 100% ren ammoniak uden brug af hjælpebrændstof. Den nye motortype skal være med til at mindske skibstrafikkens klimaaftryk.
Det svenske selskab ”WA3RM” projektudvikler og strukturerer finansieringen af projekter hvor hovedformålet er at udnytte reststrømme fra industriel produktion. I Ramme undersøger selskabet mulighederne for at etablere en landbaseret produktion af bæredygtige højkvalitets varmtvandsrejer baseret på grøn strøm og overskudsvarme fra PtX-produktionen. Driften af produktionen af varmtvandsrejer vil blive håndteret af det danske selskab Scandinavian Aquaculture.
– Spildvarme fra industriel produktion betragtes ofte som en af de mest underudnyttede og undervurderede ressourcer i vores tid. Dette globalt tilgængelige biprodukt fra fremstillingsprocesser giver et enormt potentiale for at forbedre energieffektiviteten og reducere miljøpåvirkningen, men er stort set uudnyttet, siger Jacques Ejlerskov, CEO hos WA3RM.
Begge virksomheder er afhængig af nærhed til enten ammoniak, reststrømme eller overskudsvarme fra Skovgaard Energys PtX-anlæg ”REDDAP” i Ramme. Derfor er det nødvendigt at ansøge ministeren om tilladelse til at omdanne det omkringlæggende areal til byzone. Om planerne for arealet omkring anlægget i Ramme siger CEO hos Skovgaard Energy Niels Erik Madsen:
– I Klimapark Ramme har vi skabt et unikt sted, hvor den grønne omstilling kan udfoldes. Vi glæder os over, at WA3RM har set potentialet i området og valgt at etablere sig her. Med projektet kommer overskudsstrømme fra vores vind-, sol-, Power-to-X- og X-to-Power-produktion til at indgå i et cirkulært kredsløb og skabe endnu mere værdi og innovation - både for klimaet og for den lokale erhvervsudvikling. Vi er utroligt stolte af, at vi på denne måde kan bidrage til ny erhvervsudvikling og nye arbejdspladser i Nordvestjylland og vil her inden længe invitere lokalområdet til at komme og høre mere om alt det, der kommer til at ske i og omkring Klimapark Ramme.