
Trivslen hos børn og unge i Lemvig Kommune er bedre end noget andet sted i landet. Det viser nye tal fra forskellige undersøgelser. Her ligger kommunen over landsgennemsnittet og i toppen af skalaen på en række punkter omkring trivsel hos børn og unge.
Det vækker glæde hos formanden for Familie- og Kulturudvalget i kommunen.
– Mange faktorer spiller ind. Investeringer i klasseværelser inde og ude. Veluddannede lærere der underviser i egne fag og har lavt sygefravær. Alt sammen er vi stolte af, siger Steen Madsen.
Vestjylland bedst – Lemvig kommune som topscorer
Tallene tager udgangspunkt i elevernes svar i de nationale trivselsmålinger og er analyseret af Peter Mogensen, Direktør i Kraka. Her fremgår det tydeligt, at Vestjylland er den landsdel, hvor trivslen er bedst, og at børn og unge i Lemvig Kommune har lavest risiko for at mistrives – helt nøjagtigt 4,41 procentpoint lavere end landsgennemsnittet.
I en artikel til Avisen Danmark udtaler Peter Mogensen, at det er uvist, hvad der præcist ligger til grund for resultaterne. Men konstaterer at trivslen i Vestjylland, alt andet lige er bedre, og at det er værd at overveje, når man bosætter sig.
Flest elever med høj trivsel
Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet tegner samme billede. Statistikken fokuserer på elevtrivsel i folkeskolen for skoleåret 2022/2023, og viser andelen af elever med højest trivsel. Her er målt på fem forskellige parametre: generel trivsel, faglig trivsel, social trivsel, ro og orden samt støtte og inspiration.
Også her scorer Lemvig Kommune højere end landsgennemsnittet på samtlige trivselsparametre. Den generelle trivsel ligger på hele 93,2% mod et landsgennemsnit på 87,4% og indikerer, at man i Lemvig Kommune er den kommune i landet, som har flest elever med høj trivsel.
Tilfredse forældre
Udover de flotte resultater af børn og unges trivsel, er også forældrene godt tilfredse med kommunens dagtilbud. Det viser en ny analyse, som Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed har lavet på baggrund af en brugertilfredshedsundersøgelse blandt forældre. Ifølge analysen påvirker især tre faktorer forældrenes tilfredshed: Forholdsvis få børn per institution, personale med pædagogisk uddannelse og lavt sygefravær hos personalet.
Analysen sætter forældrenes tilfredshed i forhold til børnenes rammevilkår, og også her ligger Lemvig Kommune i toppen af skalaen som én af de kommuner, hvor tilfredsheden blandt forældrene er størst.