Hvordan stiller man op til kommunalvalget?
For at stille op til kommunalvalget, skal du være valgbar, som kræver at du har ret til at stemme til Kommunalvalget.
Vi afholder
Informationsmødet for kandidater til Kommunalbestyrelsen
torsdag den 14. august 2025 kl. 17-21
Byrådssalen, Lemvig Rådhus
Du kan høre mere om, hvad en kommune er, stille spørgsmål til Direktionen, høre hvilke rettigheder og pligter, du har som kommunalpolitiker og stille spørgsmål til en af de afgående politikere. Du kan tilmelde dig mødet her.
For at være valgbar skal du have valgret. Du har valgret, hvis du:
- på valgdagen er fyldt 18 år, og
- har fast bopæl i kommunen.
Herudover skal du opfylde én af følgende betingelser:
- har dansk indfødsret, eller
- er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU, eller
- er statsborger i Island, Norge eller Storbritannien, eller
- uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget i de sidste 4 år forud for valgdagen.
Valgret har desuden enhver, der på valgdagen er fyldt 18 år, er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU og er registreret i Udenrigsministeriets protokol.
Bemærk, at valgretten også omfatter personer, som er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, når disse i øvrigt opfylder ovennævnte valgretsbetingelser.
Bemærk også, at valgretten er afskaffet for følgende personer:
- Udlændinge på tålt ophold
- Udvisningsdømte udlændinge
- Administrativt udviste udlændinge
- Udlændinge, som fra udlandet indsættes direkte til afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner.
Betingelserne skal være opfyldt om fredagen 46 dage før valgdagen dvs. 3. oktober 2025, bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen om varigheden af fast bopæl i Danmark, som senest skal være opfyldt på valgdagen.
For at blive valgt til Kommunalbestyrelsen må du ikke være idømt eller have vedtaget en straf, der medfører tab af valgbarhed.
Du kan læse mere om reglerne om fortabelse af valgbarhed her.
Hvor får jeg yderligere oplysninger?
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Elisabeth Borg Christensen på tlf. 9663 1209 eller mail elisabeth.borg.christensen@lemvig.dk eller Louise Agerbo på 9663 1203 eller mail louise.agerbo@lemvig.dk.