![](/Admin/Public/GetImage.ashx?Image=/Files/Images/Kommunikation/Nyhedsbilleder/Thyborøn-kanal-web.png&Width=768&Crop=5)
I budget for 2023 afsatte Lemvig Kommunes kommunalbestyrelse et rådighedsbeløb på 700.000 kr. til projektet omkring indsnævringen af Thyborøn kanal – nu frigives midlerne. Pengene skal bruges på at muliggøre en egentlig gennemførelse af projektet.
Anerkendelse fra Miljøministeriet
Tilbage i oktober 2023 besøgte miljøminister Magnus Heunicke Thyborøn for at præsentere regeringens ”Klimatilpasningsplan 1”. Her offentliggjorde regeringen, at man ville pege på seks særlige risikoområder over en 4-årig periode, hvor Kystdirektoratet på vegne af staten vil hjælpe med at sikre fremdrift i at implementere indsatser til klimatilpasning - her er den vestlige Limfjord udvalgt som ét af områderne.
Kort før jul offentliggjorde Kystdirektoratet en ny risikoliste over kommuner, der er mest oversvømmelsestruede – også her optræder Limfjorden nu som et udpeget risikoområde. I den forbindelse udtalte miljøministeren til TV2, at vi nationalt halser bagefter når der kommer til at ruste landet mod oversvømmelser, og at der er brug for større investeringer end regeringen hidtil har forventet.
Anerkendelsen og udtalelserne fra miljøministeriet vækker glæde hos Lemvig Kommune, hvor man i mange år har været bekendt med risikoen og har efterspurgt handling:
- Vi hilser budskabet og anerkendelsen velkommen og er i øvrigt meget enige. Vi har et stort problem med oversvømmelse i den vestlige Limfjord, og der er brug for, at vi kommer i gang med at se på en løsning. Samfundsøkonomisk er der meget at spare ved at vi gør noget fælles, i stedet for at alle kommuner går i gang med lokale projekter, det fremgår også af Kystdirektoratets undersøgelse tilbage fra 2012. Vi ser frem til samarbejdet med Kystdirektoratet og afsætter nu midlerne til at varetage projektledelsen på vegne af de syv kommuner i den vestlige Limfjord, siger Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune.
Derfor er en indsnævring af Thyborøn Kanal den rigtige løsning
Lemvig Kommune og de øvrige kommuner omkring den vestlige Limfjord har i mange år arbejdet mod en løsning, som kan stoppe oversvømmelserne. Det har foregået gennem det EU-støttede klimatilpasningsprojektet ”Coast to Coast Climate Challenge” som løb fra 2017 til 2022. Desuden viser Kystdirektoratets undersøgelser tilbage fra 2012 at en indsnævring af Thyborøn Kanal er den mest optimale løsning set fra et både teknisk og økonomisk perspektiv.
I henhold til EU's oversvømmelsesdirektiv udpeger Kystdirektoratet på vegne af Staten risikoområder i Danmark hver 6. år. I 2024 blev den vestlige Limfjord udpeget som risikoområde. Udpegningen indebærer, at de berørte kommuner skal få udarbejdet og vedtaget risikostyringsplaner med fokus på forebyggelse, beskyttelse og beredskab. I det nævnte samarbejde mellem Kystdirektoratet og de syv kommuner vil der blive en koordinering i forhold til kommunernes opgave i relation til risikoudpegningen.