Lemvig Kommune og Fjordland afholdt to identiske fællesmøder om den grønne trepart og kommunens omlægningsplan den 20. og den 21. maj 2025. På de to møder deltog tilsammen ca. 300 borgere bosat i Lemvig Kommune.
Formålet med møderne var at samle lokale lodsejere, landmænd og borgere for at drøfte, hvordan Lemvig Kommune i samarbejde med lodsejere og landmænd kan realisere målsætningerne i Den Grønne Trepart. Fokus var på at fremme frivillige løsninger, der bidrager til klima-, natur- og miljøforbedringer.
Baggrund og målsætninger
Lemvig Kommune er en del af vandoplandet til Nissum Fjord og Nissum Bredning. Kommunen skal inden udgangen af 2025 udarbejde en plan for reduktion af kvælstofudledning og identificere lavbundsjorde med potentiale for udtagning, med henblik på at reducere CO₂-udledning. Målet er at opnå disse reduktioner gennem frivillige aftaler med lodsejere.
Tiltagene omfatter blandt andet:
- Etablering af vådområder
- Udtagning af kulstofrige lavbundsjorde
- Ekstensivering af landbrugsarealer
- Skovrejsning
Der lægges vægt på multifunktionelle løsninger, der både tilgodeser klima, natur og mennesker – eksempelvis gennem forbedret biodiversitet, beskyttelse af drikkevand og øgede rekreative muligheder.
Indhold og oplæg
Møderne blev indledt med oplæg fra følgende personer:
Steffen Husted Damsgaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune, præsenterede kommunens rolle og opgaver i forbindelse med Den Grønne Trepart.
Leif Gravesen (formand) og Morten Agger (næstformand) fra Fjordland redegjorde for landbrugets bidrag og ansvar i Den Grønne Trepart.
Anna Worm, Fjordland, holdt et oplæg om lodsejernes muligheder for at bidrage til Den Grønne Trepart.
Mads Kjærstrup, Lemvig Kommune, gennemgik processen for etablering af vådområder og lavbundsprojekter.
Oplæg fra møderne kan findes her:
Oplæg fra Steffen Damsgaard, Lemvig Kommune
Dialog og borgerinddragelse
Arrangementerne blev afholdt i en ramme, der lagde op til åben dialog og inddragelse af forskellige perspektiver. Begge mødeaftener var præget af engagerede lodsejere og konstruktive samtaler, hvor deltagerne bidrog aktivt med idéer og forslag til nye projekter ude ved tegnebordene. På tværs af begge møder, har over 70 lodsejere allerede kommet med konkrete ønsker til projekter, der kan bidrage til Lemvig Kommunes arbejde med Den Grønne Trepart.
Opfølgning
De mange idéer og input, som blev delt under fællesmøderne, vil nu blive samlet og indgå i det videre arbejde med kommunens omlægningsplan. Lemvig Kommune og Fjordland ser frem til at videreudvikle samarbejdet og omsætte de mange forslag til konkrete og bæredygtige projekter.
Hvis du efter møderne har fortrudt, at du ikke fik markeret dine arealer på kortet eller udfyldt en kontaktseddel, er du stadig meget velkommen til at tage kontakt. Vi modtager gerne nye idéer og forslag til projekter – kontaktoplysninger findes nedenfor.
Hvis du var forhindret i at deltage
Hvis du ikke havde mulighed for at deltage i møderne, er der fortsat rig mulighed for at bidrage. Som lodsejer kan du indsende idéer til projekter, hvor du ønsker at udtage arealer til vådområder, lavbundsprojekter, ekstensivering eller skovrejsning.
Informationsark med en oversigt over relevante tilskudsordninger, som lodsejere kan benytte sig af ses her. I Lemvig Kommune prioriterer vi at igangsætte projekter i områder, hvor lodsejere allerede viser interesse og engagement.
Henvendelser og projektidéer kan sendes til:
Emil Grøn Jensen v. Lemvig Kommune – emil.groen.jensen@lemvig.dk
Fjordland – mail@fjordland.dk